Sommerferien er årets længste pause fra arbejdslivet og kan give anledning til at se på hverdagen med nye øjne.

I serien Efter ferien gør jeg én ting anderledes spørger Markedsføring profiler fra marketing-, kommunikations- og bureaubranchen, hvilken konkret ting de vil ændre efter sommerferien – og hvorfor.

Den første deltager er Christian Skjøtt, senior creative hos Uncle Grey. Han vil sætte mere tid af til de kreative projekter, der ikke nødvendigvis passer ind i en kundebrief eller har et på forhånd defineret formål.

Hvad har ferien fået dig til at ville gøre anderledes?

”Det er ikke, fordi jeg har fået den helt store åbenbaring i løbet af ferien. Jeg er glad for mit arbejde, og elsker at jeg kan få en masse sjove kampagner ud. Men hver gang jeg holder fri, begynder jeg også at fantasere om alle de kreative con amore projekter, jeg drømmer om at lave. De projekter vil jeg gerne give mere plads. Om aftenen. I weekenderne.”

”For efter tre ugers sommerferie står det soleklart, at det ikke er i ferien, jeg får sat mig ned og arbejdet på det.”

Idéerne uden en kunde

Hvad er det for projekter, du gerne vil give mere plads?

”Min Notes app er fyldt med idéer, jeg gerne vil føre ud i livet. Mange af dem har med arbejde at gøre. Andre passer ikke ind i en konkret brief, en kunde eller et bestemt formål. De kunne bare være sjove at lave.”

”Det har aldrig været nemmere at kode en app, oprette en virksomhed eller noget helt tredje. Det svære er egentlig bare at sætte sig ned og gøre det.”

Hvornår gik det op for dig, at idéerne krævede mere end gode intentioner?

”Når de samme idéer bliver ved at dukke op, hver gang jeg får ferie, er det nok et tegn på, at de faktisk betyder noget for mig. Og så kommer den lidt irriterende tanke. Hvis jeg bare havde brugt en smule tid på dem løbende, hvor langt kunne de så være nået i dag?”

En time om ugen

Hvordan vil du få projekterne til at passe ind i hverdagen?

”Jeg vil prøve at dedikere en time om ugen til de projekter. Ikke vente på inspiration, overskud eller en ledig weekend. Bare sætte tiden af.”

Hvad risikerer at spænde ben for planen?

”Hverdagen. Og alle de andre ting, man gerne vil. Og så skal jeg trods alt også have set Game of Thrones færdigt.”

Hvad håber du at kunne få ud af det helt konkret, hvis det lykkedes at holde fast i din nye rutine?

”Jeg håber, det ender med en lille samling projekter, der ikke er reklamekampagner. Ting, der findes, fordi jeg selv fik idéen, satte mig ned og førte dem ud i livet. Ikke nødvendigvis fordi de skulle blive til noget stort. Men fordi det i sig selv er ret tilfredsstillende at kunne pege på noget og tænke: “Det dér satte jeg i verden.””