Rettet 28. februar kl. 09.28: Markedsføring har tilføjet et citat fra Kim Ege Møller, kommunikationschef i Orkla Danmark, der er givet i et interview med DR. hvor han svarer på kritikken. Markedsføring beklager, at det manglede i første omgang.

Forbrugerrådet Tænk har klaget over en aktuel Kims-kampagne til Dansk Industris Forum for Fødevarereklamer. Rådet mener, at Kims reklamerer for fødevarer med højt fedt- og saltindhold til børn.

Klagen fra Forbrugerrådet Tænk kom, efter Kims i starten af februar lancerede sin stort anlagte Chips Battle, der følger op på en succesfuld kampagne skåret over samme læst fra sidste år.

Efter kritikken fra Forbrugerrådet Tænk har Kims i dag, onsdag den 28. februar, meldt ud, at man begrænser adgangen til kampagnen online.

“Når man laver kampagne på de sociale medier, ved vi dog også godt, at mange – også børn – ser Youtube og følger influencerne. Derfor har vi med udgangspunkt i kritikken og sammen med influencerne besluttet at stramme adgangen til at se det materiale, der produceres. Det har således fra i går ikke været muligt at se filmene og indholdet, hvis du ikke har en profil (på Youtube, red.), og vi har samtidig strammet aldersgrænsen, så du nu skal være over 18 år for at kunne tilgå kampagnen,” skriver Ann Sophie Berg, Head of Consumer Marketing hos Orkla, der ejer Kims, i en mail til Markedsføring.

Du kan læse hele den uddybende kommentar som reaktion på kriitkken fra Ann Sophie Berg her.

Stor influencer-kampagne

I kampagnen har influencerne Anders Hemmingsen, Gutterne, Morten Münster og Jas & Mika været med til at udvikle hver deres personlige chips-variant, som de konkurrerer om at gøre mest populær blandt forbrugerne i en fortløbende afstemning på et Kims Chips Battle-site.

Men kampagnen bryder med Dansk Industris eget kodeks mod at reklamere for usunde fødevarer til børn, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk, der mener, at Kims forbryder sig mod den del af kodekset, der siger, at man ikke må reklamere for fødevarer med højt fedt- og saltindhold til børn under 13 år.

Derfor har forbrugerrådet indgivet en klage til Dansk Industris Forum for Fødevarereklamer. Forbrugerrådet Tænk ved formand Anja Philip mener især, at influencerne Jas & Mika og Morten Münster henvender sig til og har børn som målgruppe.

Kims, der har underskrevet kodekset om fødevarereklamer til børn, tager ifølge DR klagen fra Forbrugerrådet Tænk yderst alvorligt, dog fastholder man, at Chip Battle-kampagnen ikke er målrettet børn, men unge.

“Vi har ikke nogen interesse i at lave en kampagne mod børn. Vi er helt med på kodekset, som vi selv har været med til at lave og underskrive,” siger kommunikationschef hos Orkla Danmark, der ejer Kims, Kim Ege Møller til DR.

Ifølge Jan Trzaskowski, der er juraprofessor med speciale i markedsføringsret ved CBS, kan Kims blive bedt om at rette ind, hvis Forum for Fødevarereklamer vurderer, at Chips Battle-kampagnen bryder med Dansk Industris kodeks mod fødevarereklamer til børn.

”Hvis domstolene vurderer, at det er i strid med god markedsføringsskik, så risikerer Kims, at der bliver nedlagt et forbud mod denne her aktivitet, og det betyder så, at de skal stoppe kampagnen. Og hvis de overtræder forbuddet, kan de få en bøde,” siger Jan Trzaskowski til DR.

Da Dansk Industris kodeks er baseret på frivillighed fra virksomhederne, er der ikke nogen sanktionsmuligheder, hvis en virksomhed bryder med det, men ifølge DR vil Anja Philip efterspørge lovgivning på området, hvis Kims ikke retter ind.

Opdateret 28/02/24 kl. 14.31 med svar fra Kims/Orkla.