Det brasilianske bureau DM9 blev i sidste uge beskyldt for at have manipuleret med casesudiet af kampagnen ”Efficient Way to Pay”, og har nu erkendt, at der er en række fejl i produktionen og afsendelsen af videocasen.
Indrømmelsen sker i et opslag på portugisisk, som Pipo Calazans, CEO i DM9, lagde op på LinkedIn i går, hvor han undskylder for forholdene.
Pipo Calazans skriver, at DM9 igangsatte en intern undersøgelse efter beskyldningerne kom frem, og at den pegede på flere fejl i casen, som DM9’s CCO, Icaro Doria, har påtaget sig det fulde ansvar for.
Beskyldningerne om manipulation vedrørte blandt andet brug af manipuleret materiale fra TV-netværket CNN Brazil og voice-overs og scener genereret med brug af kunstig intelligens.
Det fremgår ikke direkte i opslaget, om det var brug af AI, som var skyld i de fejl, DM9 nu undskylder for, men det er svært ikke at se Pipo Calazans bemærkninger i det lys.
Ifølge bureau-CEO’en vil DM9 nu vil etablere en etisk komité for kunstig intelligens med deltagelse af eksterne medlemmer for at fremme ansvarlig brug af ny teknologi.
I en oversat udgave af opslaget hedder det, at DM9 ”ønsker at udvide diskussionerne med alle aktører i sektoren yderligere og bidrage til, at brugen af AI altid er i overensstemmelse med principperne om sandhed, respekt og billedrettigheder.”
Cannes Lions er ikke vendt tilbage på Ad Ages spørgsmål, i forhold til hvilke konsekvenser, om nogen, sagen vil have for DM9’s sejr og præmiering.