Der er mange ting, som kan forstyrre hovedet, når man sidder på sin kontorplads. Spørgsmål fra kolleger, møder, notifikationer på mobilen eller støjende omgivelser.
Faktisk oplever 31 procent af danske lønmodtagere, at deres arbejde forstyrres.
Det viser en undersøgelse gennemført for Business Danmark af Norstat.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Martin Kildgaard Nielsen, som er administrerende direktør i Business Danmark, vurderer, at problemet især er udbredt i storrumskontorerne.
”Storrumskontorer fremmer det spontane – men det øger også risikoen for støj, afbrydelser og overstimulering,” udtaler han i forbindelse med undersøgelsen.
”Uden klare aftaler bliver det nemt den ekstrovertes fordel og den introvertes udfordring.”
Han peger på, at hele 41 procent bliver forstyrret af kollegaernes snak.
For at undgå forstyrrelserne svarer 23 procent, at de arbejder hjemme når det er muligt, og 23 procent svarer, at de bruger støjdæmpende hovedtelefoner. For de adspurgte mellem 18 og 34 år er det 33 procent, som tager hovedtelefonerne i brug for at markere behovet for fordybelse.
Artiklen fortsætter under grafikken.
”Og hvis der ikke er nogen rammer, er det alt andet lige så en god løsning – det bør dog ikke være den eneste vej til fordybelse,” påpeger Martin Kildgaard Nielsen.
I undersøgelsen siger næsten halvdelen af de adspurgte, at det ville være en hjælp, hvis der var tydelige rammer eller stilletider, og at det ville have en positiv effekt på deres arbejde.
Ifølge Martin Kildgaard Nielsen er tallene ”opsigtsvækkende” og vidner om, at der er nogle anarkistiske tilgange til støj på jobbet – og at det formentlig er derfor, så mange griber til høretelefonerne som løsning.
Om tallene
Undersøgelsen er er gennemført for Business Danmark i perioden 21/1 2025 – 30/1 2025 blandt et repræsentativt udvalg af Norstats panel. I alt har 1010 personer i mellem 18-66 år besvaret undersøgelsen – alle i job.
”Det er vigtigt, at man som arbejdsgiver skaber et arbejdsmiljø, hvor forstyrrelser ikke påvirker medarbejderne negativt – både i forhold til stress og trivsel,” siger Martin Kildgaard Nielsen.
Han foreslår tre konkrete tiltag: Faste tidsrum uden møder og afbrydelse, stillezoner og fælles aftale om, hvad høretelefoner betyder.
”Når medarbejderne ved, hvornår de må afbryde hinanden – og hvornår de ikke må – skaber det en øget produktivitet, mere tryghed og bedre trivsel,” siger han.