Det digitale bureau IIH Nordic bliver fremover partner på digital markedsføring for den børsnoterede delebilløsning GreenMobility.
Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
“Vores valg faldt på IIH Nordic, der, udover en god indsigt i det marked, hvor vi opererer, også besidder de spidskompetencer, der kan sikre, at GreenMobility får en endnu stærkere digital profil,” siger Kasper Gjedsted, CEO i GreenMobility, i meddelelsen.
IIH Nordic skal bl.a. hjælpe med at nå de mennesker, der er interesseret i grønne delebilsløsninger, men som endnu ikke har benyttet løsningen, lyder det fra parterne, der uddyber, at det skal ske via ”en stærk SEO-indsats, målrettet digital markedsføring, tracking og analytics-arbejde.”
Skifter roller
Mads Ben Hur fra IIH Nordic har kortvarigt haft rollen som interim marketingansvarlig for GreenMobility, mens virksomheden ledte efter en permanent medarbejder til den position.
Den rolle er nu landet hos Troels Sletved, så Mads Ben Hur kommer dermed fremover til at hjælpe delebilsfirmaet som bureau-samarbejdspartner.
Samtidig bliver Troels Sletved IIH Nordics primære kontakt for samarbejdet.
GreenMobility oprererer i syv store byer i fire europæiske lande, og IIH Nordic-CEO, Lars Gudbrandsson, er glad for tilliden:
”Jeg er stolt over, at et firma som GreenMobility har valgt os som samarbejdspartner. De har en fantastisk spændende løsning, som vi kan hjælpe dem med at gøre endnu mere udbredt, så de får meget mere ud af deres data,” siger han i meddelelsen.