For et år og ni måneder siden klagede Greenpeace over Danish Crowns reklamekampagne “Klimakontrolleret gris”, som de kaldte greenwashing. En sag, der endte hos Fødevarestyrelsen.
Nu politianmelder Greenpeace Danish Crown for klimakampagnen og klager samtidig over Fødevarestyrelsen til Folketingets Ombudsmand for at “svigte sin pligt over for forbrugerne og klimaet”. Det oplyser miljøorganisationen i en pressemeddelelse.
“Fødevarestyrelsen har vægtet hensynet til Danish Crown over sin pligt til at beskytte forbrugeren mod greenwashing. Vi har mistet al tillid til Fødevarestyrelsen, der virker til at være fedtet ind i virksomheders særinteresser, og nu ser vi ingen anden udvej end at selv at anmelde Danish Crown til politiet, så vi kan få sagen behandlet af en myndighed, der har loven som sin primære interesse,” skriver Kristine Clement, kampagneleder for landbrug, skov og natur hos Greenpeace, i meddelelsen.
Det har tidligere været fremme, at sagen hos Fødevarestyrelsen risikerede at blive forældet, fordi den havde trukket ud.
Politianmeldelsen går på Danish Crown samt selskabets ledelse, der udgøres af adm. direktør, Jais Valeur, direktør, Thomas Ahle og nu fratrådte viceadm. direktør, Preben Sunke.
I et skriftligt svar til Børsen skriver Danish Crowns pressechef, Jens Hansen, at:
“Politianmeldelsen kommer selvsagt bag på os, da Greenpeace tidligere har klaget til Fødevarestyrelsen, og denne sag derfor allerede er under behandling af myndighederne.”
Børsen har ligeledes fået et skriftligt svar fra Fødevarestyrelsen. Her erkender Henrik Dammand Nielsen, kontorchef i styrelsen, at sagsbehandlingen er lang i den type sager.
“Men det er samtidig Fødevarestyrelsens vurdering, at det med den gældende lovgivning på området, er nødvendigt at få afklaret en række principielle spørgsmål for kunne træffe en korrekt afgørelse,” skriver han til Børsen.
Sideløbende med Greenpeaces politianmeldelse kører der en civil retssag, der tidligere i år blev berammet til at starte i landsretten, da den er af principiel karakter for lovgivningen om klimamarkedsføring.