Apple har i 10 år kommunikeret under ’paraplyen’ “Shot on iPhone” og dette års julefilm fra tech-giganten er ingen undtagelse.
Filmen ”A Critter Carol” fortæller historien om en flok dyr i skoven – en bjørn, en rotte, en ulv, et egern, en vaskebjørn, en hjort, en ugle, osv – der finder en iPhone på jorden, som en vandrer har tabt.
Dyrene – der alle er lavet manuelt som dukker og altså ikke skabt hverken AI eller computergrafik – piller ved mobilen og ender med at indspille deres egen musikvideo, en version af nummeret ”Friends” fra 2009, der oprindelig er lavet af den new zealandske musik og comedy-duo Flight of the Conchords.
Undervejs opstår der dog enkelte krise-øjeblikke, som da bjørnen brøler højt, og ulven kommer til at æde rotten – der dog i venskabets navn bliver reddet igen.
Til sidst kommer telefonens ejermand tilbage, og han får sig noget af en overraskelse, da han åbner den …
Artiklen fortsætter under billedet.
Julefilmen er skabt af TBWA\Media Arts Lab og instrueret af australske Mark Molloy, der også tidligere har instrueret for Apple med flere priser til følge.
Den er ifølge selskabet reelt filmet med en iPhone 17 Pro, og den skriver sig dermed ind i tech-brandets 10 årige reklametradition med ”Shot on iPhone”, som sidste år vandt Grand Prix i Creative Effectiveness ved Cannes Lions.
Men det næsten mest bemærkelsesværdige ved filmen er de håndlavede dyre-dukker, kulissen af skoven og den dukkeføring, der ligger bag.
Det er virksomheden Puppets Magic Studio, der har lavet dukkerne.
Og et kig på den Behind The Scenes-film, der også er lavet, giver et indblik i den vilde proces – tilsat et hyggeligt drys af humor, da dyrene her nærmest får deres helt eget liv.
Se selve kampagnefilmen herunder – efterfulgt af BTS-filmen.