En frisør, der kommer til at sætte ild i kundens hår – og en tatovør, der er tæt på at blive temmelig upopulær.
Det er scener fra de to første af i alt fem historier i en ny kampagne fra den danske betalingsvirksomhed Flatpay, der fra i dag, mandag den 5. januar, ruller ud i seks europæiske markeder.
Det oplyser virksomheden i en mail til Markedsføring.
Kampagnen, der kører i Danmark, Finland, Tyskland, Italien, Frankrig og England, består af en række korte, humoristiske fortællinger fra hverdagen i små og mellemstore virksomheder.
Situationer, hvor alt kan gå galt – kunder, medarbejdere, maskiner og tilfældigheder – men hvor betalingen i det mindste ikke gør.
“Vi opererer i en kategori, der ofte er rationel, teknisk og ensformig i sin kommunikation. Men vores kunder er mennesker, og deres hverdag er fuld af kaos, sjove øjeblikke og uforudsigelighed. Det ville vi spejle – også selvom vi er et B2B-brand,” lyder det fra Nikolai Skouv, der er VP of Group Marketing i Flatpay.
Han peger på, at humor er et underudnyttet greb i B2B.
”Når alle råber om features og funktioner, vælger vi i stedet at fokusere på genkendelighed og følelser. Det er sådan, man bygger mental availability – også i en betalingskategori.”
Var oprindelig kun planlagt til Tyskland
Kampagnen er udviklet i samarbejde med to nichebureauer: Twinematics fra Berlin og Take-One fra Aarhus.
Samarbejdet afspejler, ifølge virksomheden, ”Flatpays internationale setup og ambition om at bygge et ensartet, men lokalt relevant brand i hele Europa”.
“Vi har bevidst valgt partnere, der forstår både branding og performance – og som tør udfordre, hvordan man kommunikerer i en konservativ branche,” udtaler Nikolai Skouv i mailen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Om valget af de to bureauer skriver han i en opfølgende mail:
”Vi startede egentlig med at ville lave en kampagne til Tyskland, hvor vi gik i pitchrunde med fem forskellige tyske bureauer. Her var det et mindre nichebureau, vi mente havde den bedste forståelse og stærkeste idé.”
Nikolai Skouv uddyber:
”Konceptet var så stærkt, at vi gerne ville rulle kampagnen ud globalt fremfor kun i Tyskland, og dér gik vi til Take-One i Aarhus, som vi har brugt før. Så idéen og konceptet er skabt hos det tyske bureau, men finpudset, produceret og versioneret til 6 lande af det danske bureau.”
Kampagnen kører på tværs af TV, YouTube og sociale medier i de seks markeder, og som en del af
kampagnen lancerer Flatpay også en SoMe-konkurrence, hvor virksomhedsejere kan vinde 1.000 euro ved at dele ”en skør eller underholdende historie fra deres egen forretning”.
Du kan se de to første film fra Flatpay herunder.