En kvinde løber rundt i en Ikea-butik, og som en klassisk computerspil-figur bliver hun ved at løbe, selv om hun ikke kan komme videre på grund af et garderobeskab.
På lydsiden understøttes computerspil-følelsen af musik og pling, og på skærmen ses spilsymboler, og tekstbokse med ’Mission’ og ’Quests’.
Det er setuppet i en ny kampagne fra Ikea Danmark, som gerne vil sætte fokus på, at kædens Family medlemmer nu kan samle point, der kan veksles til rabatter på køb, levering eller den næste portion kød- eller planteboller i restauranten.
I kampagnen, der er udviklet af det kreative bureau Marketsquare, bliver mekanikken i rabatsystemet således forklaret med inspiration fra gaming-universet.
“Med kampagnen forsøger vi at gøre en loyalitetsfordel konkret og let at forstå – uden at gøre den kedelig. Når det føles som et spil, bliver det naturligt at gå på opdagelse i, hvordan man optjener point i praksis,” lyder det fra Ditlev Kofoed Schiller, client service director hos Marketsquare, i en mail om kampagnen.
“Svært ikke at forsvinde helt ind i”
For Ikea er netop Family-konceptet en vigtig del af at opbygge relationen til kunderne på, udtaler Nadine Holtorp, customer engagement & loyalty manager hos Ikea Danmark, i mailen:
”Vi vil gerne være der hele vejen, når ideer bliver til projekter, og samtidig glæder vi os over at kunne tilbyde vores kunder endnu flere fordele i en tid, hvor mange er lidt ekstra opmærksomme på, hvordan de får mest muligt ud af deres penge.”
Kampagnen består af foreløbig tre film – alle produceret af Mystic Collective og instrueret af Anders von Holck – og Ifølge Jonas Quist, lead creative på Marketsquare, var arbejdet i høj grad en øvelse i at ’skære fra’.
”Hvordan forklarer man point og belønninger på en måde, folk faktisk gider se? Da ideen om at fortælle det som et computerspil opstod, åbnede det pludselig op for mange sjove måder at vise de forskellige fordele på,” udtaler han i mailen og tilføjer:
”Samtidig gav det os en masse stilarter at eksekvere ud fra. Derfor blev arbejdet med Mystic og Anders von Holck i høj grad en øvelse i at skære fra. Universet var nemlig svært ikke at forsvinde helt ind i – præcis ligesom et godt computerspil.”
I Danmark har Ikea Family cirka 1,7 millioner medlemmer.
Se de tre film herunder.