På fredag den 25. november er det Black Friday og forbrugere vil traditionen tro blive overvældet af tilbud.

Men svenske IKEA har valgt ikke at deltage i forbrugsfesten.

Under overskriften ’Lad os sammen spilde mindre’ vil IKEA’s varehuse med udgangspunkt virksomhedens genbrugsunivers, CIRKULÄR, inspirere sine kunder til, hvordan de kan give deres brugte møbler nyt liv  – i stedet for at købe nyt. 

Ifølge Christian Mouroux Pedersen, der er Country Communication & Sustainability Manager hos IKEA Danmark, er det vigtigere end nogensinde at holde fast på den grønne agenda – ikke mindst på Black Friday.

”Klimakrisen er mere alvorlig end nogensinde, og vi skal passe på planeten. Derfor holder vi fast i vores langsigtede strategi, der handler om at inspirere til et mere bæredygtigt og cirkulært forbrug,” siger Christian Mouroux Pedersen i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:

”Måden, vi forbruger på, skal ændre sig, og hos IKEA har vi også et ansvar for at skubbe på udviklingen mod et mere bæredygtigt forbrugsmønster.”

Sidste år benyttede IKEA, ifølge meddelelsen, også Black Friday til at slå et slag for et mere cirkulært forbrugsmønster. Dengang fik man 3.000 brugte produkter tilbage via servicen ‘Gensalg’, så de kunne blive solgt igen og få et nyt liv – i et nyt hjem.

”Det er utrolig positivt, at vi kan se, at vores kunder rent faktisk er villige til at bidrage til den bæredygtige omstilling, når vi stiller muligheden til rådighed. Derfor bliver vi ved med at udvikle løsninger, der skal inspirere til at gå den cirkulære forbrugsvej,” siger Christian Mouroux Pedersen i meddelelsen.