Opdateret: Ikano Bank, der hører til Ikea-koncernen, er blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring.
Det oplyser Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Banken havde i breve til en række kunder skrevet, at kunderne kunne få udbetalt det beløb, de havde ”til rådighed” på deres IKEA Shoppingkort til deres NemKonto.
Ikano Bank oplyste dog ikke, at der reelt var tale om et lån, og at der var omkostninger forbundet med at benytte sig af muligheden.
Det har flere forbruger klaget over, og det har nu ført til, at Forbrugerombudsmanden har politianmeldt Ikano Bank for vildledende markedsføring og for mangelfulde kreditoplysninger i markedsføringen til forbrugere på Ikeas hjemmeside.
Kunne give indtryk af gratis ydelser
Ikano Bank har ifølge pressemeddelelsen oplyst, at man sendte 4.267 kampagnebreve ud i februar 2023.
Ifølge bankens oplysninger valgte 435 kunder efterfølgende at få udbetalt penge fra deres Ikea Shoppingkort – og dermed benytte sig af det, der reelt var et lånetilbud.
Der var, ifølge Forbrugerombudsmanden, både tale om eksisterende kunder, som fik at vide, at de kunne få udbetalt deres resterende kreditramme, samt nye kunder, der fik tilbud om kreditter på op til 130.000 kroner.
Forbrugerne kunne i begge tilfælde få indtryk af, at der var tale om gratis ydelser, selvom der var omkostninger forbundet med kreditten, mener Forbrugerombudsmanden, der derfor har valgt at melde banken til politiet for vildledende markedsføring.
”Når en virksomhed markedsfører et lån, skal det naturligvis stå klart for forbrugeren, at der er tale om et lån. Forbrugeren må ikke bringes i tvivl om, at det drejer sig om, at man optager gæld med de forpligtelser og risici, det nu indebærer for forbrugeren,” udtaler Forbrugerombudsmand, Torben Jensen, i meddelelsen og uddyber:
”Virksomhederne har desuden pligt til at oplyse, hvilke omkostninger forbrugerne vil blive opkrævet ved at købe en vare på kredit eller ved at indgå en låneaftale. Begge dele følger af markedsføringsloven, som Ikano Bank efter vores opfattelse har overtrådt og vi har derfor valgt at indgive politianmeldelse i sagen.”
Til DR skriver branch manager i Ikano Bank Janne Rützou, at man bestræber sig på “altid at være åben og gennemsigtig omkring bankens vilkår og betingelser”, og at man “samarbejder med myndighederne for at få klarlagt alle forhold.”
Markedsføring har rakt ud til Ikea for en kommentar, men her oplyser man, at Ikea i Danmark og Ikano Bank i Danmark er to forskellige enheder, og henviser derfor til Ikano Bank.
Herfra svarer branch manager Janne Rützou:
“Ikano Bank er en ansvarlig långiver, og vi bestræber os altid på at være åbne og gennemsigtige omkring bankens vilkår og betingelser, og vi bruger mange kræfter på at vurdere vores kunders tilbagebetalingsevne. Vi tager denne situation meget alvorligt, og vi samarbejder med myndighederne for at få klarlagt alle forhold og stoler på, at processen vil føre til et retfærdigt resultat for alle involverede.”
Artiklen er opdateret torsdag den 3. april, klokken 11.46.