MyImage Bureau 2023 fremhæver som en del af analysen 15 bureauer – fem inden for hver bureautype – som karakteriseres som ’overperformere’.

Hvad vil det sige at være ’overperformer’?

”De bureauer, vi kalder overperformere, har et stærkere brand-image end det, man ville forvente i forhold til bureauets størrelse målt på bruttoavance,” siger Mogens Østergaard, der kalder det et ’rent mål for marketing-effektiviteten’.

”Det at være stor giver jo fordele i sig selv. Du har flere kunder, der er flere, der kender dem, osv. Så det, vi gør her, er at lave et mål for, hvor stærke bureauernes brand rent faktisk er, hvis man ser bort fra deres størrelse. Så du kan kalde det en rangordning af bureauerne efter, hvem der har det stærkeste brand, når der er korrigeret for bureauernes størrelse.”

MyImage Bureau 2023: Overperformere

Reklamebureauer

  • & Co.
  • Robert/Boisen & Like-minded
  • Pong
  • Wibroe, Duckert & Partners
  • Brandhouse/Subsero

Digitale bureauer

  • Impact
  • IIH Nordic
  • NoA Ignite
  • Vertica
  • Hesehus

Mediebureauer

  • Hearts & Science
  • OMD
  • Dentsu X
  • PHD
  • Orchestra

Kilde: MyResearch.

Og hvad springer i øjnene på disse lister?

”Ja, blandt reklamebureauerne og de digitale bureauer ser vi jo et sammenfald mellem de samlede 1’ere og så overperformerne. Det er &Co. og det er Impact. Begge har stærke brands, men her ser vi, at de også har det, selv hvis man korrigerer for deres størrelse,” siger Mogens Østergaard.

Han tilføjer:

”Så hvis der sidder nogle marketingansvarlige på de to bureauer, så gør vedkommende det godt.”

Pong er nummer ni på dem samlede liste, men nummer tre her?

”Ja, de kommer højt op her. Men jeg synes også, de har været meget synlige og dygtige til at udvikle deres brand,” siger Mogens Østergaard, der også fremhæver Wibroe, Duckert & Partners.

”De er jo blevet mindre, end de var for år tilbage, men de ligger på både højdespringelisten og overperformer-listen. De sidste tyder på, at de er blevet bedre til at arbejde med deres brand.”

Hos mediebureauer lægger man mest mærke til, at Carat ikke er på overperformer-listen?

”Det er rigtigt, men det ændrer jo ikke ved, at det er Carat, der samlet har det stærkeste brand. På overperformer-listen ligger Carat i midten, det vil sige, at de i virkeligheden ligger, hvor de skal i forhold til deres størrelse,” siger Mogens Østergaard og tilføjer:

“Det er først, hvis man lander i bunden af overperformer-listen, at advarselslamperne bør lyse. Så skal man overveje at gøre mere ved sit brand.”