Diversitet og bæredygtighed står ikke øverst på listen, når man spørger danske annoncører, hvad der betyder mest for dem, når de kigger på deres bureauer.
Det viser MyImage Bureau 2023, som analysehuset MyResearch står bag.
Kun henholdsvis otte og seks procent af de 966 marketingansvarlige, der har deltaget i analysen, svarer at bæredygtighed og diversitet hos deres bureauer har ’meget stor betydning’ for dem.
Det placerer de to valgkriterier helt i bunden af den samlede liste, og det kommer ikke bag på Karina Holm Henriksen, der er adm. direktør på bureauet We Love People.
”Jeg er ikke overrasket over placeringen af de to punkter i bunden. Faktisk ville det overraske mig, hvis de lå øverst. Jeg tror dog, det vil ændre sig i løbet af det kommende år i takt med, at EU’s bæredygtighedslovgivning træder i kraft, og disse emner bliver mere nærværende og afgørende for alle virksomheder,” skriver hun i en mail til Markedsføring.
Det tager tid at modne markedet
I toppen af listen ligger, som det har været tilfældet gennem mange år i MyImage Bureau, forretningsforståelse og evnen til at skabe resultater. Og det giver mening, vurderer Karina Holm Henriksen.
”Her og nu svarer annoncører helt forventeligt i toppen, at deres bureau skal kunne levere resultater, det er jo det, vi er sat i verden for. At vi så også skal have styr på diversitet og agere bæredygtige, tror jeg bliver en hygiejnefaktor i fremtiden. Men det tager tid. Som på mange andre områder inden for bæredygtighed tager det tid at modne markedet,” skriver hun.
Hun peger på, at mange af denne type tendenser og udviklinger ofte starter hos de helt store internationale virksomheder.
" Det spændende bliver, hvornår både bureauer og annoncører begynder at se bæredygtighed og diversitet som reelt værdiskabende og forretningsunderstøttende, og ikke bare som et compliance issue.Karina Holm Henriksen, adm. direktør, We Love People
”Hos mange af dem er det et krav i deres indkøbs- og selektionspolitik, at du har styr på eller i alle tilfælde har taget stilling til alle emnerne inden for ESG, og du bliver simpelthen ikke valgt, medmindre du kan redegøre for din stillingtagen og plan. De har sågar diversity and inclusivity managers, der potentielt deltager ved møderne for at sikre sig, at deres udstukne spilleregler på området overholdes,” skriver Karina Holm Henriksen og tilføjer:
”Som rådgivere indgår vi jo i annoncørernes værdikæde, og den skal de alle sammen kunne redegøre for i de kommende år.”
”Der er bevægelse på området”
Karina Holm Henriksen hæfter sig ved, at selv om seks og otte procent tillægger bæredygtighed og diversitet ’meget stor betydning’, så er der opmærksomhed om temaerne.
”Det er under alle omstændigheder interessant, synes jeg, at henholdsvis 67 og 60 procent tillægger emnerne ’stor eller nogen betydning’ – det betyder jo, at der er bevægelse på området,” skriver hun og uddyber:
”Det spændende bliver, hvornår både bureauer og annoncører begynder at se bæredygtighed og diversitet som reelt værdiskabende og forretningsunderstøttende, og ikke bare som et compliance issue.”
Har I erfaring for, om kunderne rent faktisk spørger ind til dette hos jer?
”Ja, vi bliver ofte spurgt ind til alt fra valg af vores underleverandører, til om vi er meldt ind i Global Compact (FN’s Global Compact bygger på et sæt af retningslinjer for virksomheders brug af samfundsansvar, red.). Men det spejler naturligvis også, at vi primært har kunder, der er dybt optagede af og allerede er godt i gang med den bæredygtige agenda. Derfor har vi for flere år siden meldt os ind i Global Compact og udgiver årligt en Communication on Progress Report.”
KreaKom på vej med ESG-værktøj
Også hos Kreativitet & Kommunikation er MyImage Bureau-tallene blevet bemærket. Det har fået adm. direktør, Charlie Stjerneklar, til tasterne i et debatindlæg hos Markedsføring.
”Det er ikke overraskende, at forretningsforståelse og evnen til at skabe resultater topper listen over ønskede kompetencer hos bureauer. Dette understreger jo vigtigheden af at have en solid forståelse for kundens forretning og mål,” skriver han her.
Han mener, at de såkaldte ESG-faktorer vil komme betydeligt højere på listen de næste år.
”Selvom bæredygtighed (E’et) og diversitet (S’et) ligger lavest på MyImage’s liste, er det vigtigt at huske på, at det nu og i fremtiden er afgørende hygiejnefaktorer, vi som rådgivere ikke kan og ikke skal ignorere,” skriver han.
Charlie Stjerneklar peger på, at man allerede ser ’mange internationale annoncører, der efterspørger ESG-rapportering og vælger bureauer med baggrund i bl.a. diversiteten i medarbejdersammensætningen’, skriver han og tilføjer i samme forbindelse, at Kreativitet & Kommunikation ’inden for de næste måneder’ vil præsentere et nyt bureauværktøj til netop ESG-rapportering.