Du skal være varsom som professionel influencer, hvis du har børn blandt dine følgere. Det sætter skarpe begrænsninger på, hvilket indhold du kan udkomme med. Og hvilke virksomheder, du kan samarbejde med.

Det tager influencer Rasmus Andersen nu konsekvensen af, skriver TV 2. Han har udelukket alle børn fra at følge sine profiler på sociale medier, fordi han vurderer, at det kan være problematisk for dem. Blandt andet når han ryger, fester med sine venner – eller når han taler om seksualitet og angst.

“Det handler ikke om, at det er vigtigt for mig at vise, jeg ryger en cigaret eller drikker en øl med mine venner, men om at jeg vil kunne være fri i det, jeg deler. Jeg vil ikke begrænses af, at børn under 18 år følger med,” siger Rasmus Andersen til TV 2.

Han tilføjer i interviewet, at det ikke var en svær beslutning at skære de unge følgere fra – også selvom det kan koste ham økonomisk, hvis han har færre følgere. Rasmus Andersen er især blevet kendt efter deltagelser i TV 2-programmerne Bachelorette og Forræder.

Der raser i disse uger stor debat i Danmark om influenceres markedsføring – særligt over for unge. Senest har Forbrugerombudsmanden i en udtalelse slået fast, at alt indhold fra influencere med CVR-nummer bliver anset for at være reklame.

Og en større sag med blandt andet Orkla om deres kampagne Kims Chips Battle har ligeledes fået kritik for at være problematisk markedsføring rettet mod unge med hjælp fra influencere. Noget, der blandt andet har fået Orkla til at gøre deres kampagne usynlig på sociale medier for personer under 18 år.