Undergrunden: Den danske fightclub.

Ovenstående er titlen på en ny podcast-udgivelse, der, ifølge reaktionerne i den medfølgende kampagnefilm Eksperimentet af Podimo, ikke er for sarte sjæle. Eller lydsensitive.

Ifølge en pressemeddelelse fra Podimo giver podcast-udgivelsen adgang til et skjult fællesskab, hvor mænd mødes i forladte bygninger til nævekampe uden regler, dommere eller beskyttelse. 

Det er journalisterne Kristian Toft og Christian Anker, der har fulgt det danske fightclub-miljø tæt gennem tre år og har “dokumenteret en verden, der normalt er helt lukket for offentligheden,” som det lyder i meddelelsen.

Eksperimentet er udviklet i samarbejde med selskabet iMotions og i promotionkampagnen har man sat sig for at undersøge, hvad der sker der i kroppen, når mennesker udsættes for de rå, ucensurerede lyde fra en kampscene – som podcasten indeholder.

“Eksperimentet giver et unikt indblik i, hvordan lyd påvirker os – ikke kun følelsesmæssigt, men også fysisk. Det understreger lydens kraft til at skabe engagement og vække reaktioner, som vi måske slet ikke er bevidst om,” siger Casper Bergmann, der er senior sales director hos iMotions i meddelelsen.

“Tættere på sandheden om, hvem vi er”

I Eksperimentet bliver en håndfuld kendte danskere udsat for autentiske lyde fra Undergrunden: Den danske fightclub-serien, mens deres reaktioner måles med biometrisk tracking og ansigtsanalyse. 

Og ifølge pressemeddelelsen afslører eksperimentet noget, man sjældent ser: små ryk, fastfrysninger og udsving af glæde, frygt eller spænding – afstedkommet af kun lyd.

Reaktionerne varierede hos deltagerne. Nogle af deltagerne lænede sig nysgerrigt frem, andre trak sig tilbage – og flere viste både frygt og fascination på samme tid. 

“Med ‘Eksperimentet’ ønsker vi at udfordre grænserne for, hvad lyd kan. Resultaterne afslører noget dybt menneskeligt. Det, vi ser på overfladen, er ikke altid det, vi føler indeni. Det er lydens intimitet, den kan bringe os tættere på sandheden om, hvem vi er,” siger Ryan Sherman, der er global associate creative director hos Podimo i meddelelsen.

Ifølge Podimo har man selv stået for koncept, produktion og post-produktion, og lyddesignet i kampagnefilmen er lavet i samarbejde med Søren Valur, som også har lavet lyddesign på selve podcasten. 

Du kan se hele kampagnefilmen, hvor Thomas Skov, Brian Holm, Stephanie Salvarli, Emma Thomsen, Emil Thorup, Carsten Norton og Melissa Hussein var blandt deltagerne, nedenfor: