Bureauet Bro udvider både sin lederkreds og sine forretningsområder med ansættelsen af Louise Helstrup Guldager, der bliver ny associeret partner.
Louise Guldagers fokus bliver på risikostyring og krisekommunikation. Det skriver Bro i en pressemeddelelse.
“Jeg har de seneste år haft fokus på strategisk kommunikation, herunder krisekommunikation og ledelsesrådgivning. Mit arbejde har handlet om at hjælpe organisationer med at navigere gennem komplekse og udfordrende situationer,” skriver Louise Guldager i meddelelsen og tilføjer:
“Bro repræsenterer en spændende mulighed for at arbejde endnu mere målrettet med kommunikation, der ikke kun løser kriser, men også skaber muligheder, adfærdsændringer og organisatorisk transformation.”
Med kommunikationsbureauets nye forretningsområde, vil man skabe synergier mellem krisekommunikation og Bros arbejde med ledelseskommunikation og adfærd, skriver Louise Guldager videre:
“Resiliens er blevet et nøgleord for de fleste virksomheder. En stærk kommunikationsstrategi handler ikke kun om at reagere på kriser, men også om at forebygge og bruge dem til at styrke sin position og troværdighed”.
Louise Guldager kommer fra en stilling som partner og leder af PR og krisestyring hos Substantia, hvor hun stoppede i september sidste år.