Efter næsten 100 år i kontorforsyningsbranchen har Lyreco lanceret sin første danske brandkampagne, der bærer titlen ”Grøn omstilling behøver ikke være svært”.
Det skriver Lyreco Danmark i en pressemeddelelse.
Brandkampagnen er ifølge Anne Bjerg Jensen, der er brand & communication manager i Lyreco, skabt in-house af et nyetableret brandteam.
”Vi vil puste liv og kreativitet ind i vores brandfundament og skabe en dybere forbindelse til vores kunder gennem et absurd mix af genkendelighed, fordomme og humor,” skriver hun til mediet Markedsføring.
Ifølge Anne Bjerg Jensen er tiltaget et særsyn indenfor kontorforsyning.
“Vi ved godt, at vores produkter og B2B-verdenen for kontorartikler ikke ligefrem får folk til at springe op af stolen af begejstring. Ærligt talt har branchen i årevis samlet et godt lag støv – og det har vi sat os for at udfordre,” skriver hun.
”Grøn omstilling behøver ikke være svært”-konceptet er tiltænkt at ramme ”den skepsis og mangel på omstillingsparathed, vi alle sammen rummer,” lyder det fra Anne Bjerg Jensen.
Kampagnen er bygget op om fire videoer, der ifølge meddelelsen indeholder referencer til sitcom-serien ”The Office”.
“Skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen er stemmen bag fortællingen og giver liv til en direktør af den gamle skole – en karakter, der kæmper med at finde fodfæste i forandringerne og de krav, den grønne omstilling stiller,” skriver Anne Bjerg Jensen.
Du kan se to videoer fra kampagnens henholdsvis første og kommende fjerde rul nedenfor: