Michael Gade siger farvel til Jysk efter 10 år og bliver ny administrerende direktør for den vestjyske feriehus-virksomhed Esmark. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Michael Gade, der er 51 år, har haft forskellige lederstillinger hos Jysk, senest som CMO med et budgetansvar på to milliarder kroner. Han har de seneste år stået i spidsen for Jysks store rebranding af flere end 1.000 butikker i Østrig og Tyskland. Sidste år blev han kåret som Årets CMO.
Michael Gade tiltræder det nye job den 1. januar 2025 og glæder sig til nye opgaver og en ny branche:
”Jeg er imponeret over Esmarks historie og fokus på helt igennem stærke og rodfæstede værdier. Det er en virksomhed, der har vist sig virkelig dygtig til at tænke strategisk og handle på de rigtige tidspunkter. Det skal vi bygge videre på,” udtaler han i meddelelsen.
Han tilføjer, at Esmark har ”et fantastisk koncept for både ejere og lejere” og et dygtigt hold, som han glæder sig til at blive en del af.
”Jeg er sikker på, at vi bliver et godt match. Jeg er kendt som en motiverende leder med begge ben på jorden, og jeg er overbevist om, at mine stærke kommercielle og strategiske kompetencer kan være med til fortsat at flytte Esmark i en positiv retning,” siger Michael Gade.
Han bor i dag i Herning, men afslører, at der nu skal kigges på sommerhus.
”Vi holder rigtigt meget af Vestkysten. Der er ikke langt fra Herning til den smukke vestkyst, men for at komme tættere på den egn, som vi nu bliver en del af, så kigger vi på feriehus nær hovedkontoret i Hvide Sande, så vi kan bruge mere tid i området.”