Magnus Jakobsson, der siden 2019 har været kreativ direktør hos bureaunetværket The North Alliance (NoA), stopper i stillingen. Det skriver det svenske medie Resumé.

Magnus Jakobsson fortæller, at han har besluttet at “udforske nye kreative muligheder”. Den nu tidligere kreative direktør har de sidste syv år arbejdet sig op gennem netværket, hvor han var partner og kreativ direktør i NoA-bureauet Åkestam Holst.

“Jeg har været i Åkestam Holst og i NoA i næsten syv år. Nogle gange skal man afslutte noget, for at der kan ske noget nyt og spændende. Det lyder dumt, men det er smart. Måske,” siger han.

I interviewet med Resumé fortæller han videre, at han ikke har besluttet, hvad næste skridt er. Han forbliver dog som partner og medejer i NoA.

Ad Age har nomineret Magnus Jakobsson til Executive Creative Director of the Year i 2017 og 2019. Han har vundet Grand Prix i Cannes Lions tre gange – senest i 2021.

Bureaunetværket har indtil videre ikke ansat en afløser for Magnus Jakobsson.