Vi ser ind i en ledighed, der stiger. Men vi ser ikke ind i, at den stiger i det samme omfang, som da coronaen ramte os, eller som da finanskrisen ramte i 2008.”

Sådan lyder det fra Kasper Rubæk, der er CCO i Business Danmark, der organiserer salgs- og marketingprofessionelle i Danmark.

Lige nu er ledigheden i salg og marketing på noget nær sit laveste siden corona-krisen – 2,87 procent i oktober – men forventningen hos brancheorganisationen er, at det uundgåeligt vil stige i 2023.

Kasper Rubæk henviser blandt andet til en forudsigelse fra Nationalbanken, der forventer en stigning i antallet ledige fra 75.000 til 100.000 i 2023.

To typer kan blive ramt

Og der er særligt to typer medarbejdere, Kasper Rubæk tror kan blive ramt i salg og marketing.

”Det vil i høj grad være de mindre kvalitative panikansættelser, som der er sket tilbage i 2021, hvor ledigheden var historisk lav, og det var svært at finde topkvalificeret arbejdskraft. Dengang var man jo stort set klar til at ansætte en brøndgraver til at være omnichannel-ekspert, og det vil i høj grad være dem, som man hælder ud igen,” siger han.

Den anden medarbejdertype, der kan blive ramt af fyringer, er dem, der udfører salgs- og marketingsbranchens ”rugbrødsarbejde”, vurderer Kasper Rubæk.

”Hvis du sidder lidt længere væk fra den del af forretningen, der er til at måle på, så har du god grund til at være bekymret.”

Økonomien og jobmarkedet i tal

11 procent var inflationen i Danmark i september 2022 ifølge Danmarks Statistik.

0, 1 procent forventer Det Økonomiske Råd, at den danske økonomi går tilbage i 2023.

2, 87 procent var ledigheden, ifølge Business Danmark.  i salg og marketing i oktober 2022. Det er det næstlaveste, siden corona-krisen førte til store fyringer i branchen.

6,4 procent var ledigheden i salg og marketing, da den toppede under corona-krisen i august 2020, ifølge Business Danmark.

75.000- 100.000 vil blive ledige i 2023, forventer Nationalbanken.

”Rugbrødsarbejderne” tilfører dog ofte en masse værdi, mener Kasper Rubæk. Den kan bare være sværere at se for cheferne. Derfor kræver jobsikkerhed i disse roller, at man er det, han kalder ”en god businesscase” for sin løn.

”Derfor skal man som medarbejder ind i en proces, hvor man først identificerer og dernæst synliggør, hvad det er for en værdi, man leverer til virksomheden, og sørger for, at man kan dokumentere den klart og tydeligt for dem, der tager de store beslutninger,” siger han og tilføjer:

”I 2023 bliver du som medarbejder nødt til at kunne fortælle, hvorfor det arbejde, du udfører, er med til at gøre virksomheden mere konkurrencedygtig og er med til at levere på bundlinjen.”

Virksomhederne er bedre rustet

Samtidig peger Kasper Rubæk også på især én gruppe medarbejdere, som ikke skal frygte en fyreseddel: Resultatskaberne.

”Der er den type profiler, der er med til selv at skabe økonomi – som selv skaffer kunder – både inden for salg og marketing. Hvis du er det, så er du home free.”

Samtidig har han et klart håb om, at virksomhederne vil gå langt for at holde fast i væsentlig arbejdskraft frem for at fyre i den kommende krise.

“Det, vi kan høre, er, at branchen gennem kriser har lært, at bibeholdelse af omsætning og vækst handler om, at man har kvalificerede kræfter – og har nok af dem,” siger han.

Samtidig har han en klar opfordring til virksomheder, der bliver ramt af krisen: Hav modet til at tære lidt på de økonomiske reserver frem for at gå fyringsamok.

”For at drive core-business ved virksomhederne nu, at de må tære på egenkapitalen og kassekreditten fremfor at have hovedfokus på at minimere deres personel,” siger Kasper Rubæk.