Bryggeriet Mikkeller har ifølge Alkoholreklamenævnet overtrådt reglerne for markedsføring af alkohol i forbindelse med en reklame for en ølstafet.
Det skriver flere medier, herunder TV2 Østjylland.
“Det er ikke løbet, der er udfordringen, men det er markedsføringen,” siger Marlene Winther Plas, formand for Alkoholreklamenævnet, til kanalen.
Man må godt forbinde alkohol med sport, men ikke med “aktiv sportsudførelse”, hedder det i sagen, hvor nævnet netop vurderer, at “der sker en direkte kobling mellem aktiv sportsudøvelse og indtag af alkohol.”
Den konkrete sag handler om markedsføring af en aarhusiansk ølstafet “Beermile.”
Og nævnet lægger ifølge TV2 Østjylland vægt på, at der i markedsføringsmaterialet står, at “Beermile kombinerer løb og øl på den fede måde,” og at “de grundlæggende elementer er: fire Mikkeller øl og fire omgange af 400 meter.”
Også et billede af en løber sammen med Mikkeller-øl kritiseres.
Nævnet forventer, at Mikkeller ændrer markedsføringen, og formanden siger det østjyske medie, at man ellers vil lade sagen gå videre til Forbrugerombudsmanden.