Marketingbureauet Kvantum Copenhagen overtager LeadCap, der arbejder med AI-baseret leadgenerering på LinkedIn. Købsprisen ønsker bureauet ikke at oplyse.

Kvantum Copenhagen har overtaget LeadCap, en startup med speciale i AI-baseret leadgenerering på LinkedIn.

Marketingbureauet havde selv været kunde i LeadCap i godt et år, før dialogen om et tættere samarbejde begyndte.

Det oplyser Martin Jagd Graeser, CEO og stifter af Kvantum Copenhagen, i et skriftligt svar til Markedsføring.

”Vi havde selv været kunder i LeadCap i godt et år, da vi startede dialogen omkring et tættere samarbejde. Så de egentlige forhandlinger gik over nogle uger. Men dialogen om hvordan vi skulle overtage, tog nok en halvanden måned,” skriver han.

Stifterne udtræder

Ifølge en pressemeddelelse fra Kvantum udtrådte de to stiftere af LeadCap, David Taiger Ivø og Victor Saul, af virksomheden per 1. marts, men vil fortsat være løst tilknyttet.

De siger i pressemeddelelsen, at de som studerende ikke havde tid til at drive virksomheden videre.

”Vi har arbejdet tæt sammen med Martin og resten af Kvantum-teamet igennem det sidste års tid med rigtig god forståelse og indbyrdes synergi. Da vi som studerende ikke havde den fornødne tid til at drive forretningen videre, var det oplagt at efterlade virksomheden i sikker havn hos Kvantum.”

LeadCap bliver ifølge pressemeddelelsen drevet videre som et selvstændigt selskab ved siden af Kvantum Copenhagen. Selskabet skal både levere ydelser til Kvantums kunder og have egne kunder.