Den danske landsholdsdarling Joakim Mæhle bliver ambassadør for tøjbrandet Shaping New Tomorrow, der har base i Nordjylland – hvorfra Joakim Mæhle også kommer. Det skriver Detailwatch.dk.

Shaping New Tomorrow har også håndboldspillerne Mikkel Hansen og Henrik Mølgaard – der spiller for Aalborg Håndbold – i folden. Og det er en bevidst strategi at satse på nordjyske sportsstjerner.

”Det er ingen hemmelighed, at vi rigtig gerne vil bakke op lokalt her i Nordjylland. Og med alle de internationale sportsstjerner, der i øjeblikket fylder godt op i det nordjyske landskab, er vi selvfølgelig stolte over at indgå samarbejder som disse,” siger Kasper Ulrich, adm. direktør i Shaping New Tomorrow, ifølge Detailwatch.