Lead Agency har oprustet med den tidligere særlige rådgiver for Sophie Løhde (V), Thomas Bille Winkel.

Rådgiveren kommer til Lead i en rolle som seniorrådgiver inden for public affairs – og han får fokus på sundhedsområdet. En naturlig forlængelse af Thomas Bille Winkels rådgivning for Sophie Løhde, der af to omgange har været sundhedsminister. Det skriver Lead i en pressemeddelelse.

”Jeg er rigtig glad for at blive en del af Lead Agency, som jeg kender som et bureau, der tilbyder rådgivning i topklasse inden for blandt andet sundhed”, udtaler Thomas Bille Winkel i pressemeddelelsen.

”I Lead ved man, at flere kommunikationsdiscipliner oftest skal kombineres for at trænge igennem og skabe resultater. Få udfordringer løses i dag alene med enten public affairs, public relations eller kampagner. Det er nødvendigt at tænke på tværs, og den model har Lead praktiseret og forfinet de senere år. Og jeg ser frem til at træde ind på holdet,” udtaler han.

Hos Lead er man glade for at styrke holdet med den erfarne politiske rådgiver.

”Vi har generelt oprustet på public affairs de seneste år, og Thomas Bille bliver med sin baggrund, sin faglighed og sit væsen en skøn tilføjelse til holdet og kommer til at stille os endnu stærkere i feltet omkring strategisk rådgivning og public affairs”, udtaler CEO og partner, Marianne Hjaltelin.