For andet år i træk præsenterer PR- og kommunikationsbureauet Lead Agency vækst på både bruttoavance og bundlinje.
Det viser bureauets årsregnskab for 2025, der netop er offentliggjort.
Bruttoavancen er steget med knap 11 procent, og årets resultat før skat lander på 8,1 millioner kroner, hvilket er det bedste resultat i bureauets historie – og en stigning på 42 procent sammenlignet med året før.
Og når man for andet år i træk leverer ”tocifret vækst i et presset marked”, så begynder det ifølge Lead Agencys CEO, Marianne Hjaltelin, at ligne noget.
“Markedet er ikke blevet lettere – tværtimod. Derfor er vi også særligt stolte af, at vi for andet år i træk kan levere stærk vækst,” lyder det fra hende i en pressemeddelelse om regnskabet, hvor hun tilføjer:
”Det bekræfter os i, at vores model er robust.”
”En model til den tid, vi lever i”
Marianne Hjaltelin overtog CEO-rollen på Lead Agency i september 2022 efter Søren Kaster, og siden gik bureauet i gang med en større reorganisering, hvor man bevægede sig væk fra smallere og fagdrevne enheder og investerede i at opgradere en række strategiske forretningsområder.
Og ifølge Marianne Hjaltelin, så skabes de bedste resultater netop, når man ikke tænker i siloer.
" Vi er stolte over to år med tocifret vækst og af muligheden for at dele succesen bredt i organisationen.Marianne Hjaltelin, CEO, Lead Agency
”Det kan vi se, at mange af vores konkollegaer nu også har fået øjnene op for,” siger hun og tilføjer:
”I Lead har vi øvet os på det i 10 år og har organiseret os, så vi kan rådgive og levere integreret og effektivt. Det mener vi er en model til den tid, vi lever i, det mediebillede, vi skal agere i, og de komplekse dynamikker, der kendetegner verden.”
Væksten er, ifølge bureauet, drevet af en bred kundebase og flere sektorer. Særligt sundhedsområdet er yderligere udbygget i 2025, mens teknologi, infrastruktur og uddannelse også har bidraget væsentligt til udviklingen.
“At væksten kommer fra flere sektorer, giver os både robusthed og perspektiv,” siger Marianne Hjaltelin, der tilføjer, at AI i 2025 for alvor blevet en del af vækstmotoren i Lead Agency.
”AI bidrager til effektive arbejdsgange, øget værdi, skarpere prissætning og ikke mindst mulighed for at bruge kræfterne på betroet rådgivning inden for nøgledisciplinerne.”
Venter fortsat vækst
På baggrund af årets resultat sender Lead Agency en kollektiv medarbejderbonus på over 1,3 millioner kroner videre til medarbejderne, oplyser bureauet i meddelelsen.
Nøgletal for Lead Agency – 2025
Økonomiske tal i millioner kroner – 2024-tal i parentes
- Omsætning: 68,7 (65,7)
- Bruttoavance: 51,2 (46,2)
- Resultat før skat: 8,1 (5,7)
- Årets resultat: 6,3 (4,5)
- Egenkapital: 11,3 (8,1)
- Gns. antal ansatte: 45 (40)
Kilder: Lead Agency og cvr.dk
“Vi driver en sund og lønsom forretning, og det er vi stolte af,” udtaler Marianne Hjaltelin og tilføjer:
”Resultatet er skabt af dygtige mennesker, der har leveret på et højt niveau i et krævende år. Derfor er vi glade for at kunne dele en bonus på over 1,3 mio. kr. med medarbejderne.”
De første måneder af 2026 er, ifølge Marianne Hjaltelin, også startet godt for Lead Agency.
Lead-CEO’en fastslår således, at bureauet går ind i 2026 med en sund pipeline og forventning om fortsat vækst.
“Vi ved godt, at to svaler ikke nødvendigvis gør en sommer. Men vi er stolte over to år med tocifret vækst og af muligheden for at dele succesen bredt i organisationen – og ja, så blafrer vi måske lidt ekstra med sandalerne på Nørrebro i disse uger,” siger Marianne Hjaltelin.
Ifølge bureauets trykte regnskab venter ledelsen i 2026 en tocifret vækst i bruttoavancen og et resultat efter skat på 4 til 8 millioner kroner.