Ledigheden i salg og marketing steg fra 4,52% i december måned til 4,79% i januar måned.

Det viser nye til fra Business Danmark, som dog ikke kommer som en overraskelse for Michael Krag-Svendsen, der er Communication Manager i Business Danmark.

“Januar er typisk en måned, som fører til flere ledige, fordi mange virksomheder netop har afsluttet regnskab og skal vurdere om de skal skalere op eller ned, samt at det er her flere nyuddannede melder sig klar på jobmarkedet,” skriver han til Markedsføring.

Stigningen i ledigheden var dog ikke så stor ”som frygtet,” skriver Michael Krag-Svendsen.

I Januar sidste år var ledigheden på 4,28%, året før var den på 4,06% – og i 2021 var den som følge af Corona helt oppe på 7,3%.

Jens Neustrup Simonsen, der er landsformand for Business Danmark og lektor på erhvervsakademiet UCN i Aalborg, forventer et arbejdsmarked i 2024, hvor der vil blive større efterspørgsel på ansatte. Særligt set i lyset af at de konjunkturer, der har påvirket salg og marketing negativt, nu har stabiliseret sig.

“Jeg tror, at vi kigger ind i et lille fald i ledigheden. Renten er stabiliseret, inflationen er der styr på, og virksomhederne ser igen positivt på fremtiden. Derfor forventer jeg, at virksomhederne tør investere i år, hvorfor lysten til at ansætte også vil blive øget,” har Jens Neustrup Simonsen tidligere sagt til Markedsføring.