Den afdøde danske reklametegner Ib Antoni, der var en af verdens mest prominente reklametegnere i fra 50’erne og frem til sin død i 1973, får en stor særudstilling på Københavns Museum; Da København blev Wonderful.
Ib Antoni var med sine plakater en af drivkræfterne i dansk reklames guldalder – og samtidig slog han dørene ind til nogle af verdens største reklamebureauer i New Yorks Mad Men-æra.
Hans liv blev blandt andet i 2021 kortlagt af journalist og forfatter Sara Alfort i bogen “Manden der tegnede Danmark”, hvor Ib Antonis største værker blev genoplivet – og hans liv genfortalt.
Til Markedsføring fortalte hun i den forbindelse blandt andet om Ib Antonis betydning for Danmarks image i udlandet:
”Tidligt i sin karriere bliver Ib Antoni hyret af Udenrigsministeriet til at lave det helt store fremstød for Danmark. I masseturismens gryende start skaber Antoni en fortælling om eventyrlandet og det lunefulde folk, som vi stadig står på ryggen af i dag. Tegningen her viser hans streg og humor, som skabte et ry til Danmark, som var ubetaleligt som eksportvare.”
Udstillingen af Antonis værker åbner den 31. marts kl. 17 på Københavns Museum. Udstillingen løber frem til den 31. oktober.
Markedsføring har også tidligere skrevet meget om Ib Antoni – er du medlem af Dansk Markedsføring, kan du søge gamle artikler om Ib Antoni frem i vores historiske magasinarkiv her.