Sebastian Savio Nørby er navnet på Liberal Alliances nye kampagnechef. Det oplyser han på LinkedIn.
Han startede som piccolo hos partiet i 2017 som 19-årig, og var med under partiets dårlige valg i 2019 og siden genopstandelsen. I den periode arbejdede han som presse- og kommunikationsrådgiver i partiet og siden som kreativ og souschef i deres kampagneafdeling.
Nu har han så takket ja til stillingen som kampagnechef.
“Det betyder, at jeg fra dags dato skal lede vores snart otte mand store kampagneafdeling og sørge for, at vi sammen bliver ved med at sætte nye standarder for politisk kommunikation i Danmark. Vores ambitionsniveau er tårnhøjt, og vores fornemmeste mission bliver at udnytte partiets momentum til at gøre flere danskere begejstrede for de liberale ideer. Det bliver helt vildt spændende,” skriver Sebastian Nørby i sit opslag.
Liberal Alliances kampagnestab har tidligere udmærket sig ved blandt andet at vinde prisen som årets SoMe-team i 2022 ved Social Media Manageren.