Efter en otte ugers testperiode, hvor Lidls fysiske tilbudsavis ikke er landet i Odenses husstandes postkasser, vælger dagligvarekæden nu permanent at droppe at udkomme med sine indtil nu 46.000 ugentlige fysiske aviser i byen.

Det skriver Lidl i en pressemeddelelse.

Testperioden har, ifølge meddelelsen, bekræftet, at odenseanerne stadig har fundet frem til Lids tilbud uden de fysiske tilbudsaviser, men i stedet har fundet tilbuddene digitalt

”Det er en stor milepæl, som vi er meget glade for. At de i Odense er omstillingsparate til i højere grad at søge de gode tilbud digitalt, er med til at nedbringe det klimamæssige aftryk, som de trykte tilbudsaviser afgiver, og så sparer vi nogle penge, som vi kan bruge på at udvikle vores digitale platforme,” siger Rasmus Pape, der er indkøbsdirektør i Lidl i meddelelsen.

Vil statuere eksempel for andre byer 

Ifølge meddelelsen ”ser Lidl det som en del af deres ansvar at kigge ind i, hvor man kan minimere sit klimamæssige aftryk,” og daligvarekædens ønsker at på sigt udfase deres tilbudsaviser i hele Danmark.

”Vi håber, at det på sigt kan effektueres i endnu flere byer og måske være med til at inspirere andre ktører til også, at overveje om den fysiske tilbudsavis kan undværes eller omdeles færre af. Vi har ikke oplevet, at det har påvirket vores omsætning i Odense negativt – faktisk tværtimod,” siger Rasmus Pape.   

Lidl har ifølge meddelelsen tidligere valgt at gøre den trykte udgave af tilbudsavisen 11 procent mindre, og man udfasede i februar 2022 den trykte avis fra over 162.000 husstande i København.