Efter fire år hos Designit skifter strategi- og designprofilen Michael Sylva græsgange. Fremover står der CFO og Global Partner hos Manyone på visitkortet.  

I en pressemeddelse fra Manyone siger Lasse Jensby Dahl, der er Co-CEO og stifter af bureauet, om Michael Sylva:

“Hans viden og kompetencer i at styre den finansielle side af en global virksomhed er i særklasse, og han vil spille en nøglerolle, når vi ekspanderer til nye markeder, og i de strategiske finansielle beslutninger, der skal styrke vores eksisterende aktiviteter.”

Lasse Jensby Dahl og Manyones medstifter, David Fellah, har begge en fortid i Designit ­– som sidstnævnte oprindeligt stiftede.

Hos Manyone får Michael Sylva, udover titlen som CFO, også titlen Global Partner.

”Personligt, ser jeg især frem til at arbejde med den strategiske side af virksomhedens økonomi, for at skabe det bedste grundlag for at planlægge, opretholde og accelerere Manyones vækstrejse,” siger han.

Fra første arbejdsdag skal Michael Sylva indgå i et tæt samarbejde med Manyones nuværende CFO, Morten Johnstad-Møller, samt den øvrige ledelse og bestyrelse. Morten Johnstad-Møller fortsætter i ledelsen, men vil i en nye rolle fokusere på at styrke det økonomiske samarbejde på tværs af Manyones globale kontorer.

Sideløbende med tilgangen af Michael Sylva indtræder Kasper Boel Rousøe i Manyones bestyrelse. Kasper Boel Rousøe er CFO i Qlife og han har tidligere været CFO i PhaseOne, Mono og – ikke overraskende – Designit.