PFA’s kommunikations- og marketingdirektør, Tim Smidemann, får fremover endnu en fjer i ledelseshatten hos pensionskæmpen.

Fremover får Tim Smidemann titel af direktør for HR, marketing, kommunikation, samfundsansvar og forretningsudvikling. Hidtil har han været direktør for kommunikation, marketing og samfundsansvar. Det oplyser PFA i en pressemeddelelse.

”PFA står i dag rigtig stærkt blandt både kunder, kollegaer og i samfundet, og det stærke fundament tror jeg på, vi kan styrke yderligere i de kommende år, hvor arbejdet med vores identitet og kultur bliver højt prioriteret. Det glæder jeg mig til at tage fat på sammen med gode kollegaer,” udtaler Tim Smidemann i pressemeddelelsen.

Ifølge Ole Krogh Petersen, adm. direktør i pensionskassen, får netop de områder en vigtig strategisk rolle i PFA fremadrettet.

”PFA’s identitet og kultur bliver en væsentlig del af den nye strategiperiode, og det arbejde lægger vi fundamentet til allerede nu, inden den nye strategi skal udformes, ved at samle og styrke fokus på områderne HR, Kommunikation, Marketing, Samfundsansvar, Strategi og Forretningsudvikling, der alle arbejder direkte med identitet og kultur. Vi ser gode muligheder for, at det får os til at stå endnu skarpere hos kunder, kollegaer og i samfundet,” udtaler han.

Mediet Markedsføring skrev for nylig et større portræt af Tim Smidemanns vej til rollen som marketingdirektør hos pensionskæmpen.

Det kan du læse her.