Medicinalgiganten Novo Nordisk har netop vippet Lego af pinden, som den virksomhed i Danmark, der har det bedste image.

Det viser en analyse, som Instituttet for Opinionsanalyse (IFO) hvert år foretager i samarbejde med Berlingske, skriver avisen.

I image-analysen er 3.063 erhvervsledere kommet med deres vurdering af danske virksomheder ud fra 9 parametre, der dækker troværdighed, ledelse, kvalitet, medarbejdere, kommunikation, ansvarlighed, konkurrenceevne, finansiel styrke og innovation.

Det er 22 år i træk, at Berlingske får foretaget analysen, og de sidste seks har Lego indtaget førstepladsen.

Novo Nordisk gør dog i år rent bord på alle ni parametre, og det er kun anden gang i historien, at det sker. Lego gjorde det samme i 2017, skriver Berlingske.

I bunden af image-listen, der tæller 100 virksomheder, finder man DSB, SAS og PostNord som nummer sjok.