Merkle har sat et nyt ledelsesteam, efter Bobby Hollingsworth har overtaget CEO-rollen fra Martin Bochineck.
Ledelsen hos Merkle Danmark består fremover af syv personer foruden den nye direktør — alle var i forvejen ansat hos Merkle. Det oplyser det digitale bureau i en pressemeddelelse.
De nye ansigter i ledelsen er Ross Whalley, der er Chief Data Officer, Thomas Gjermansen, der er nyudnævnt Chief Technology Officer, og Morten Kold, der har titel af Chief Experience Officer.
Derudover består ledelsen også af Lars Harder og Louise Stolberg, der er Managing Directors, Steffen Souza Ric-Hansen, Chief Growth Officer, og Sebastian Franck, Chief Strategy Officer. De fire sidste var allerede en del af ledelsen i Merkle.
“Den nye ledelse er faktisk ikke ny – alle er kolleger og ledere gennem mange år. Vi har grebet en oplagt mulighed for at forny, forenkle og forstærke forretningen og vores ydelser. Jeg er overbevist om, det gør os til en bedre samarbejdspartner – tættere på markedet, på kunderne og det, der rører sig.” siger CEO Bobby Hollingsworth i pressemeddelelsen.
Bobby Hollingsworth satte sig i ledelsesstolen, da Martin Bochineck valgte at opsige jobbet efter 23 år som leder af bureauet. Fra Bochineck lød det, at han blandt andet skulle være der mere for sin familie og øve sig i at sove.
Hvad skal der så ske derefter?
”Jeg har det mål, at jeg skal jeg lære at sove ordentligt. Sådan syv-otte timer om natten. Og så skal jeg rejse verden rundt og bruge tid på stille og roligt at definere mit næste projekt,” sagde Martin Bochineck i et større interview med Markedsføring.
”Og jeg skal dyrke mine interesser – f.eks. kaffebrygning – og være noget for mine venner, være noget for min familie,” tilføjer han.
Foruden farvellet til Martin Bochineck stoppede lederne Jimmi Eriksen og Nicholai Reinseth også efter flere år hos Merkle i efteråret 2023 på bureauet. De har siden stiftet deres eget digitale bureau, The Garden.