Jimmi Eriksen stopper som direktør i det digitale bureau Merkle. Det skriver Bureaubiz.
Afløseren for Jimmi Eriksen bliver Martin Bochineck, der i forvejen er CEO Northern Europe & EMEA og Lead for experience & commerce på Merkle.
”Merkle Denmark skal have en direktør, og det bliver så mig. Vi har reelt ikke en leder pr. land, og Jimmis rolle har snarere været at lede Nordeuropa sammen med mig. Med hans farvel grupperer vi lidt om, og derfor søger vi ikke en afløser på posten,” siger Martin Bochineck til Bureaubiz.
Til Markedsføring siger Jimmi Eriksen, at han selv har opsagt sin stilling.
“Jeg har sagt min stilling op i god ro og orden. Og så skal der ske noget nyt, og fremtiden er på plads. Det glæder jeg mig til at fortælle om, men det kan jeg ikke helt endnu,” siger han til Markedsføring.
I et opslag på LinkedIn takker han desuden for sine over 10 år på bureauet.
“Først og fremmest tak til alle mine seje, talentfulde og sjove kolleger, tak til alle vores dygtige og modige kunder, som gjorde det hele muligt. Og selvfølgelig tak til alle vores partnere,” skriver han og tilføjer:
“Da jeg trådte ind ad døren i Mehlsgade hos det, der dengang hed Magnetix i 2012, var vi 40 kolleger, og i dag er vi næsten 750 på tværs af fire lande. Og sikke utrolige projekter, det har været vores privilegie at arbejde på de sidste 11 år.”
Merkle er et af landets største bureauer og landede i 2022 et årsresultat på 54,9 millioner kroner.
Opdateret kl. 15.51 med kommentar fra Jimmi Eriksen og kl. 15.59 med kommentar fra Jimmi Eriksens LinkedIn-profil.