På 42-årige Bobby Hollingsworths visitkort står der fremover ‘President Merkle Northern Europe’.
”Jeg glæder jeg mig rigtig meget til og føler mig meget humbled over at få vist den tillid, det indebærer at få lov at overtage det team, vi har,” siger Bobby Hollingsworth, der har tysk-engelsk baggrund og har haft forskellige roller på Merkle og isobar siden 2011.
Forfremmelsen af Merkles nuværende Chief Growth Officer kommer efter at bureauets mangeårige leder, Martin Bochineck, har valgt at stoppe ved årets udgang.
Om at stoppe efter 23 år i bureauet siger Martin Bochineck:
”Det er noget, som jeg er begyndt at tænke over i løbet af de sidste par år, og som jeg besluttede endeligt her i sommerferien: nu er det tid til at frigøre mig for prøve noget nyt.”
Timingmæssig tilfældighed
Martin Bochineck fratrædelse kommer kort tid efter, at den tidligere direktør, Jimmi Eriksen, og Chief Experience Officer, EMEA, Nicholai Reinseth, også er stoppet. Men ifølge Martin Bochineck har hans afgang intet at gøre med, at hans tidligere lederkolleger har sagt op.
”Timingsmæssigt er det totalt et tilfælde, at vores fratrædelser ligger tæt på hinanden,” siger Martin Bochineck, der selv har valgt at gå og ikke har et nyt job linet op.
Martin Bochineck var i 2000 med til at stifte Magnetix, hvor han efterfølgende fungerede som CEO og partner i over 16 år. Bureauet blev senere købt af dentsu, hvor det blev en del af Isobar brandet, hvor han først fungerede som CEO og senere Global President. I januar 2021 blev rykkede bureauet til dentsus Merkle-brand, hvor Martin Bochinecks titel siden har været CEO Northern Europe and EMEA Lead for Experience and Commerce.
Integritet og erfaring bag valg
Hvorfor har du valgt, at det er netop Bobby Hollingsworth, der nu skal lede Merkle?
”Bobby er en meget dreven bureauleder, som har været på flere forskellige bureauer blandt andet i Dentsu (der ejer Merkle, red.), hvor han har indtaget forskellige roller i 13 år. Han har kørt Norden for Isobar, han har kørt et meget stort Isobar-kontor i Melbourne, og senest har han ledet hele vores growth team i Nordeuropa,” siger Martin Bochineck og tilføjer:
”Men udover at være en erfaren bureauleder, så er Bobby også et menneske, som har værdierne på det rette sted. Han har masser af integritet. Så der var faktisk ingen tvivl om, hvem der skulle overtage. Heller ikke i baglandet.”
Job var et chok
I sin nye rolle som topchef bliver Bobby Hollingsworth chef for 750 ansatte på tværs af Nordeuropa.
Hvad tænker du om, at du får denne kæmpestore rolle?
”Da jeg først fik udmeldingen fra Martin, var jeg først sådan lidt i chok. For det første er Martin jo founder, og alle kigger på Martin som CEO, hvis der er tvivl om noget, hvis der skal besluttes noget, eller hvis der skal udstikkes en vision eller en retning. Så min første reaktion var, okay, det er stort,” siger Bobby Hollingsworth.
Han tilføjer:
”Men nu har jeg vidst det i lidt tid, og jeg bliver mere og mere rolig om udfordringen, og at jeg godt kan gøre det på min egen måde. Som jeg sagde i morges til resten af ledergruppen, så handler det ikke om, at jeg skal træde 100 procent i Martins fodspor. Jeg skal finde min egen vej og være min egen ledertype.”
Men føler du dig klar til at løfte opgaven?
”Ja, jeg er klar. Og jeg har fået mange meget søde reaktioner fra min kollegaer, hvilket også giver mig ret meget selvtillid. Når det er en som Martin, der stopper, så ved man jo aldrig, hvordan folk vil reagere. Men vi har virkelig et godt team, der er en god struktur, og jeg føler også, det er et godt tidspunkt i mit liv og min karriere, at det sker. Så ja – jeg er klar.”
" Udover at være en erfaren bureauleder, så er Bobby også et menneske, som har værdierne det rette stedMartin Bochineck, afgående CEO Northern Europe + EMEA Lead for Experience and Commerce, Merkle
Afviser afvikling
”Deres afgang åbner jo en dør for, at andre talenter kan komme op. Når man har et bureau med så mange dygtige medarbejdere, så er det spændende, at der lige pludselig er plads til, at de næste store kan blomstre op.”
Det er ikke sådan, at kontoret i Danmark er ved at blive afviklet?
”Nej, tværtom. Det her er et af de stærkeste Merkle-kontorer. Ikke bare i Nordeuropa, men faktisk i hele Europa. Det går rigtig, rigtig godt. Det går også bedre end regnskabstallene sidste år sagde, hvilket skyldes nogle interne afregninger i bureaugruppen. Hvis du ser på vores tal, så kan du faktisk lægge 50 millioner oveni resultatet for sidste år.”
Ifølge virk.dk var Merkle A/S’ omsætning i 2022 394,8 millioner danske kroner og årets resultat før skat var 54,9 millioner danske kroner. Markedsføring har tidligere skrevet om årsregnskabet.
”Det er mega vemodigt”
52-årige Martin Bochineck fortæller, at han effektivt stopper i Merkle om et par måneder, når han går på juleferie.
Det er næsten halvdelen af dit liv, du har arbejdet og ledet forskellige afskygninger af det her bureau. Har det været en svær beslutning, at du stopper?
”Det er mega vemodigt. Men samtidig er jeg meget afklaret omkring det, og jeg er meget komfortabel med min beslutning. Men ja; samtidig er det stærkt vemodigt. For de mennesker, man har arbejdet sammen med i så mange år, er jo også blevet ens venner. De er blevet en slags familie, om du vil. Og vi har grædt og grint sammen gennem 10-15, nogle endda 20 år.”
Markedsføring har også lavet et længere interview med Martin Bochineck om hans mange år i branchen, og hvad der nu skal ske for ham. Det kan du læse på markedsforing.dk senere i dag.