”Ting varer jo ikke for evigt, og hvert år har jeg lige stillet mig selv spørgsmålet: Kører vi videre, eller er det tid til, at jeg skal prøve noget andet? Og hver år har jeg svaret: jeg kører videre. Men i år blev svaret på mit spørgsmål et andet.”
Sådan lyder det fra Martin Bochineck, der efter 23 år som bureauleder har valgt at stoppe i Merkle, hvor han siden Merkle-opkøbet af Isobar i januar 2021 har bestridt dobbelrollen CEO Northern Europe and EMEA Lead for Experience and Commerce.
”Det har ikke været noget særligt, der har udløst valget andet end ønsket om at prøve kræfter med noget nyt,” siger Martin Bochineck, der har valgt Bobby Hollingsworth, der kommer fra egne rækker, som sin tronfølger.
52-årige Martin Bochineck var i 2000 med til at stifte Magnetix, hvor han efterfølgende fungerede som CEO og partner i over 16 år. Bureauet blev senere købt af Isobar og dernæst Merkle.
Ikke påvirket af kollegers fratrædelser
Martin Bochineck fratrædelse kommer kort tid efter, at den tidligere direktør Jimmi Eriksen og Chief Experience Officer, EMEA, Nicholai Reinseth, også er stoppet.
Har det påvirket din beslutning, at nogle af dine tætteste kolleger har valgt at gå nye og andre veje?
”Nej, jeg vidste godt, der ville komme et tidspunkt, hvor nogen fra den gamle stamme ville bryde. Vi er jo sådan en kerne af omkring 15 seniorpartnere, der har arbejdet og drevet bureauet sammen gennem mange år. Og jeg har jo altid vidst, at der på et eller andet tidspunkt ville være en æra, som sluttede. Så deres stop har ikke haft nogen direkte betydning for mig og mit valg.”
Er det noget, der ikke fungerer på Merkle, siden I er flere ledere, der søger væk?
”Nej, det er ikke, fordi der er noget galt. Timing-mæssigt er det totalt et tilfælde, at vores fratrædelser ligger tæt på hinanden,” siger Martin Bochineck og tilføjer:
”Du skal huske på, at de mennesker, du nævner her, har været sammen i det samme setup i 15 år. Vis mig et andet bureau, hvor du kan finde 15 kolleger, der har arbejdet sammen i 15 år. Det tror jeg ikke, du kan. Så det er jo i virkeligheden helt naturligt, at folk på et tidspunkt vælger at ville prøve noget andet.”
" Det har til tider været endog særdeles pressetMartin Bochineck, afgående CEO Northern Europe + EMEA Lead for Experience and Commerce, Merkle
Har prøvet det hele
Du har været leder her i 23 år. Var du gået lidt metaltræt i rollen?
”Jeg har ligesom spændt over mange forskellige ting undervejs. Jeg har været opstart i en papkasse, bygget et bureau op til at blive 50, 100, 200 mand, til at komme ind i et internationalt setup og spillet forskellige roller i en af verdens største bureaugrupper. Og jeg er gået fra en global rolle som President for Isobar til en regional rolle som den, jeg har nu.”
”Så jeg har ligesom prøvet at spille alle pladser på holdet.”
Martin Bochineck fortæller, at han fortsætter i på Merkle et par måneder endnu i parløb med Bobby Hollingsworth, der – som en naturlig konsekvens af hans fratrædelse – er blevet forfremmet fra Chief Growth Officer til President Merkle Northern Europe.
Martin Bochineck forventer, at den 22. december bliver hans sidste arbejdsdag.
Hvad skal der så ske derefter?
”Jeg har jo nogle klausuler, som gør, at jeg ikke skal lige tilbage i branchen. Men jeg har det mål, at jeg skal jeg lære at sove ordentligt. Sådan syv-otte timer om natten. Og så skal jeg rejse verden rundt og bruge tid på stille og roligt at definere mit næste projekt.”
”Og jeg skal dyrke mine interesser – f.eks. kaffebrygning – og være noget for mine venner, være noget for min familie,” tilføjer han.
Du skal lære at sove … Har det været presset at være så mange år i en topstilling?
”Ja, det har det. Det har været 23 år med non-stop pres. Og jeg har jo aldrig set mig tilbage. Jeg har altid kigget frem og taget det næste skridt. Så det har til tider været endog særdeles presset. Men det har også været sjovt. Der er ikke nogen regrets, overhovedet. Det har været en virkelig fantastisk rejse.”
Vemodig og komfortabel
Det er næsten halvdelen af dit liv, du har arbejdet og ledet forskellige afskygninger af det her bureau. Har det været en svær beslutning?
”Det er mega vemodigt. Men samtidig er jeg meget afklaret omkring det, og jeg er meget komfortabel med min beslutning. Men ja; samtidig er det stærkt vemodigt. For de mennesker, man har arbejdet sammen med i så mange år, er jo også blevet ens venner. De er blevet en slags familie, om du vil. Og vi har grædt og grint sammen gennem 10-15, nogle endda 20 år.”
Har de seneste års kriser påvirket din lyst til branchen?
”I den lange periode, jeg har siddet ved bordenden, har der været op- og nedture. Vi har haft både finanskrise og covid og andre mindre recessioner. Og det er man ikke immun overfor, heller ikke i Merkle. Så selvfølgelig kan vi da også godt mærke, at kunderne er lidt tilbageholdende nu i forhold til, hvad de var for et år siden. Men det er jo noget, som hele industrien mærker. Hvis dét skulle være en årsag til at stoppe, så kunne jeg være stoppet mange gange.”
Danske bureauer er bedre end udenlandske
Hvad er det vigtigste, du har lært i din tid i branchen?
”For alle de buzzwords, der er i vores branche, så kan du i virkeligheden koge det at drive bureau ned til to ting. Det handler om kunder og om medarbejdere. Og de to ting lever symbiotisk. Du kan ikke få de fede kunder uden at have de gode medarbejdere. Men du kan faktisk heller ikke få de gode medarbejdere uden at have de fede kunder.”
Hvad kommer så først: de gode medarbejde eller de gode kunder?
”Ja, det er jo hønen og ægget. Når du skal skabe et stærkt bureau, skal du fokusere på begge dele. Og det er svært. For nogle gange kommer man til at tage nogle kunder ind, som i virkeligheden ikke er særlig fede at arbejde for. Eller nogle gange er man så desperat for arbejdskraft, så man kommer til at tage nogle medarbejdere, som i virkeligheden ikke egner sig til de pågældende kunder.”
En anden ting Martin Bochineck har lært undervejs i sin marketingkarriere, er, at danske bureauer er bedre end mange af kollegerne i det store udland.
" Hvis du tager deres evner i betragtning, så burde de tænke langt større.Martin Bochineck, afgående CEO Northern Europe + EMEA Lead for Experience and Commerce, Merkle
Hvorfor er de det?
”Måske er det, fordi vi kommer fra en lille andedam, hvor man arbejder med mindre budgetter og dermed skal slås lidt mere for succes. Man kommer stærkt skolet, og når man så begår sig på den internationale scene, som jeg har gjort meget i de sidste 6-7 år, så har jeg gjort den opdagelse, at vi er ofte er langt bedre end mange af de store bureauer i udlandet.”
Og på hvilke parametre tænker du så på der?
”Jeg tænker meget på vores professionalisme, vores evne til at skabe løsninger, tænke med på kundens vegne osv. Vi er i Danmark hæmmet af en meget skadelig jantelov, som gør, at mange danske bureauer ikke tænker ud over landets grænser. Og hvis de gør, så tænker de måske Norge-Sverige. Men i virkeligheden, hvis du tager deres evner i betragtning, så burde de tænke langt større. For potentialet er der.”
Solgte første bureau for tidligt
Hvad har været højdepunktet i dine 23 år?
”Der er jo mange højdepunkter. Det er et højdepunkt, når vi holder Klub 10 (Intern klub på Merkle for medarbejdere, der har arbejdet på bureauet længere end 10 år, red.) og sidder ude på en bondegård i Nordsjælland og drikker rødvin og snakker om gamle dage. Det er et højdepunkt for mig. Det får mit gamle hjerte til at smile,” siger Martin Bochineck og tilføjer:
”Men forretningsmæssigt synes jeg, det har været et højdepunkt at komme ind i Merkel, som er for mig et af verdens mest progressive og nytænkende bureauer, og bygge den nordeuropæiske forretning sammen med Merkel.”
Hvad er den største fejl, du har begået undervejs?
”Det har været at sælge Magnetix for tidligt. Allerede fire år efter stiftelsen solgte vi Magnetix til FDB. Det er sådan et lidt ubeskrevet kapitel. Men der var en plan og en konstruktion om en nordisk ting, der gik vasken. Men vi var så heldige, at vi kunne købe bureauet tilbage,” siger Martin Bochineck.
Hvad er den største udfordring, du har overkommet i din tid i branchen?
”Det tror jeg, har været at genopfinde mig selv cirka hver fjerde-femte år. Når du går fra at være 10 mand til 50 mand til 75 mand, eller bevæger dig på tværs af landegrænser, eller pludselig sidder i en global rolle, så er alle de ting, du troede du kunne, ikke nødvendigvis relevante. Og så skal man finde nye veje for sig selv og arbejde på en anden måde. Og det er en kontinuerlig udfordring, men det har også været en sjov udfordring.”
Hvad glæder du dig allermest til her i den nye periode af dit liv, der starter den 22. december?
”Jeg glæder mig egentlig mest til at mærke mig selv lidt mere – og være lidt mere for min familie og mine venner.”