Det sociale medie TikTok er ikke deres ansvar voksent. Så kontant er meldingen fra digitaliseringsminister Caroline Stage fra Moderaterne til DR.
Udmeldingen kommer på baggrund af en artikelserie fra DR, der afdækker, hvordan indhold, der omhandler og kan opfordre til selvskade, florerer på platformen.
“Vi har at gøre med nogle sociale medie-platforme, der ikke lever op til deres ansvar. Og det er jeg mildest talt rasende og skuffet over,” siger Caroline Stage til DR.
DR kan også fortælle, at Børns Vilkår har anmeldt 700 videoer med selvskadeindhold til TikTok. Det indhold vil Caroline Stage nu tage med til Europa-Kommissionen i håbet om, at der vil blive startet sager og uddelt bøder.
TikTok er ikke vendt tilbage til DR på kritikken, men skriver følgende som respons til indholdet indsamlet af Børns Vilkår:
“Vi fjerner 99 procent af den slags indhold, allerede inden det bliver indrapporteret til os. Vi sætter pris på ekspertisen fra Børns Vilkår, og vi reagerer på de ting, de rapporterer, til os.”
“Sjov platform”
I et større interview med mediet Markedsføring om TikTok som reklameplatform, fortalte mediets nordiske chef, Liv Sandberg, at det “er super vigtigt for os at passe på vores yngre brugere.”
Her kaldte hun også TikTok for en “sjov platform”. Særligt for annoncører, der gerne vil bruge TikTok til markedsføring. Liv Sandberg blev også spurgt ind til beskyldningerne om, at TikTok er utroligt afhængighedsskabende, og hvorvidt det var et problem i forhold til annoncører.
”Det er vigtigt for os at tage op over for annoncørerne. TikTok er engagerende. Men vores mål er ikke, at børn og unge skal bruge timevis på platformen. Den tid, de bruger, skal være meningsfuld. Og vi har bygget en lang række funktioner ind på appen, så forældre kan minimere deres skærmtid og tænke dybt og bevidst om sit digitale liv. Og så børn kan få et sundt forhold til appen,” siger hun.