“Jeg må konstatere, at man ikke må starte et ophørsudsalg og så fortryde midt i det hele.”

Sådan siger stifter og ejer af møbelkæden My Home Møbler, Jan Hallas, til B.T., og medgiver samtidig, at kæden har brudt markedsføringsloven ved at køre et ophørsudsalg, uden at man agtede at lukke alle kædens 23 butikker.

Markedsføring har tidligere berettet, hvordan Jan Hallas sidste år meddelte, at man var nødsaget til at lukke alle kædens butikker. Herefter påbegyndte My Home et ophørsudsalg, men blot få måneder efter lød meldingen nu, at Jan Hallas alligevel ikke ville lukke alle kæder. Enkelte ville få lov at køre videre.

Til mediet Markedsføring sagde to eksperter, at det var i strid med markedsføringsloven.

“Det er åbenlyst, at man ikke kan kalde det et ophørsudsalg, hvis man ikke ophører. Derfor vurderer jeg, at der er tale om vildledende markedsføring i denne sag og en overtrædelse af markedsføringsloven,” lød det blandt andet fra advokat Heidi Højmark Helveg.

Og det er den kritik, Jan Hallas reagerer på.

Til B.T. fortæller han videre, at han nu har besluttet at lukke My Home. Brandet og hjemmesiden er dog solgt til møbelforhandleren Furniture 1, der vil drive My Home videre online.