En CMO, en kreativ direktør, en tekstforfatter, en producer og en SEO-ekspert.

Sammen med en stribe andre faglige profiler fra alle dele af marketingbranchen fra hele landet — og udlandet — har de sagt ja til at dele deres tanker om, hvilke udfordringer og trends de ser inden for netop deres fagområde i 2025.

Vi har også spurgt dem, hvad lærte af 2024, og bedt dem om at pege på den fedeste marketing-aktivitet i løbet af sidste år.

Du kan møde Ian Isak, Sofie Asmussen og Thomas Hervø her.

” Mit håb for det kommende år er, at AI træder mere i baggrunden”

Ian Isak, instruktør, Honeytrap

Ian Isak, instruktør, Honeytrap

Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?

”I år har jeg lært at geare ned og passe på mig selv. En presset tid i branchen har givet lidt knubs og jeg mærker, at vi ofte løber lidt for stærkt for at nå det hele. Samtidig er jeg blevet mindet om vigtigheden i at prioritere passionsprojekter. Det lyder banalt, men når jeg har travlt, ryger de hurtigt i anden række, og den energi og inspiration, de giver, mangler.”

Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, design, andet), du så i 2024?

”Der har været mange gode film i år, men én, som jeg tydeligt husker, er Beyond Ceilings for Women in Tech. Ideen er virkelig simpel, og filmen prøver ikke at overforklare, men lader blot det visuelle være fundamentet for budskabet. Det er enkelt, veludført og visuelt interessant – og så for en god sag.”

Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?

”Det er jo utroligt svært at komme udenom AI. Filmgenerering er i rivende udvikling, men jeg synes, vi i år har set mange mindre vellykkede forsøg på at skabe hele film og kampagner med AI. Mit håb for det kommende år er, at AI træder mere i baggrunden og i stedet bruges som en del af værktøjskassen – ikke til at løfte hele filmkampagner.”

Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?

”At få ambitioner og budgetter til at gå op. Som branche har vi alle store kreative ambitioner, men budgetterne synes ikke at følge med for tiden. Det kræver, at vi bliver endnu bedre til at tilpasse idéer og produktioner til de ressourcer, der er til rådighed – en udfordring, som gælder på tværs af branchen.”

”Jeg tror, vi vil se mere menneskelighed i design”

Sofie Asmussen, designer, Bold Scandinavia

Sofie Asmussen, designer, Bold Scandinavia

Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?

”2024 lærte mig at bruge AI til alt fra at rette mails til at google “hvad betyder fortov?“. Men jeg lærte også, hvornår jeg skal sige “nej” til AI. AI giver mig kun det, jeg beder om – og det er sjældent inspirerende. Den bedste inspiration kommer ikke fra det, der er “prompted”, men fra det uventede. På gaden, i kunsten, i det skæve og i det uperfekte.”

Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, andet), du så i 2024?

”Jaguar skal nævnes. Ikke for designet – der deler vandene – men for modet. De har brudt med alt, hvad vi troede, de stod for, og kørt deres gamle image over. De har kastet sig ud i det ukendte og sprængt rammerne for, hvad vi forventer af et bil brand. “Ingen GPS, kører bare mod aftensolen”.”

Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?

”Jeg tror, vi vil se mere menneskelighed i design. Brands, der slipper det polerede og arbejder med dybde og detaljer, der føles ægte. Design, der viser rigtige mennesker, og er nærværende fremfor distanceret. Jeg håber, vi ser et opgør med den gamle brancheæstetik. At tech ikke behøver at ligne tech, og at banker ikke kun må bruge blå.”

Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?

”Verden bevæger sig hurtigere end nogensinde – tænk brat-summer. Hvordan laver vi design, der holder, i en verden fuld af trends og brain-rot? Måske skal vi ikke kæmpe mod tempoet, men omfavne det. Eller skabe design, der har mere personlighed. Design, der smager af autenticitet.”

”Vi ser en stigende efterspørgsel på annoncering i troværdige, danske nyhedsmedier”

Thomas Hervø, annoncedirektør, Politiken

Thomas Hervø, annoncedirektør, Politiken

Hvad er det vigtigste, du har lært i 2024?

”Et kursus i generationsledelse i 2024 var for mig noget af en øjenåbner. For selvom jeg betragter mig selv som en forholdsvis moderne leder, må jeg nok erkende, at jeg stadig har en del at lære om fremtidens medarbejdere, som har andre forventninger til arbejdspladsen end min egen generation. Men den vigtigste erkendelse i 2024, må være betydningen af at vi som dagbladskategori bliver bedre til at samarbejde og synliggøre vores værdi over for annoncører og mediebureauer. Vi har været alt for fokuseret på at bekæmpe hinanden, mens tech-giganterne er løbet med annoncebudgetterne.”

Hvad var den fedeste marketing-aktivitet (kampagne, nyt design, andet), du så i 2024?

”Som bilentusiast har jeg været noget forundret over Jaguars rebranding-kampagne. Jeg synes at det ligger meget langt fra det, Jaguar historisk set har været kendt for, og det må have krævet et stort mod at tage springet. Om rebrandingen er gal eller genial, må tiden vise. Én ting er sikkert: de har fået tonsvis af omtale og debat.”

Hvad vil være den største trend inden for dit eget fagområde i 2025?

”En større andel af annoncebudgetterne vil gå til digitale formater som video, adressable TV, SoMe og podcast. Det stiller krav om en hurtigere digitale transformation hos bl.a. dagbladene om udvikling af formater inden for områder med vækst. For Politiken er det bl.a. podcast, out of home, video og Native.”

Markedsføring sætter lup på 2025

Løber AI med det hele? Bliver brandloyaliteten yderligere udfordret? Vil annoncørerne vælge danske medier mere til? Hvordan passer vi på børn og unge på de sociale platforme? Og fusionerer bæredygtighed og markedsføring som fag? Vi bad 13 marketingprofiler om at kigge i deres faglige krystalkugler for 2025. Dette er den anden af fem artikler.

”Og måske endnu mere interessant: Vi ser en stigende efterspørgsel på annoncering i troværdige danske nyhedsmedier. Flere annoncører har planer om at fjerne tech-giganter som Instagram og Facebook fra medieplanerne og i stedet vælge udelukkende danske medier, der kan tilbyde en kvalitetskontekst.” 

Hvad bliver den største udfordring for dit eget fagområde i 2025?

”At accelerere den digitale transformation. Annonceomsætningen i dagbladskategorien er under pres og forventes at falde yderligere 10% i 2025 ifølge IRM. Og selv om Politiken stadig har 470.000 ugentlige læsere, så skal vi finde tid og ressourcer til at øge annonceomsætningen på vores digitale platforme. Det er ikke nogen nem opgave, da vi er blevet færre medarbejdere de seneste år. Derfor skal vi være dygtige til at prioritere de rigtige vækstinitiativer og finde metoder til at arbejde smartere i fremtiden, f.eks. ved hjælp af AI.”