At lukke eller ikke at lukke. Det dilemma ser møbelkæden My Home Møbler ud til at befinde sig i, og samtidig kører de et ophørsudsalg, der kan være i strid med markedsføringsloven.

Kædens stifter og ejer, Jan Hallas, annoncerede for snart fem måneder, at My Home Møbler agtede at lukke sine 23 butikker rundt om i landet. Økonomiske udfordringer havde tvunget dem i knæ, lød det den 6. september sidste år.

Omtrent samme tid som nyheden ramte adskillige nationale og lokale medier påbegyndte My Home Møbler et fysisk og digitalt ophørsudsalg. “50 procent rabat” og “alt skal væk” står der på kædens hjemmeside.

Men to jurister vurderer over for mediet Markedsføring, at ophørsudsalget potentielt er i strid med markedsføringsloven.

Lukker nok ikke alligevel

For i december var Jan Hallas atter i medierne. Her kunne han fortælle, at mens de fleste My Home Møbler-butikker stod til at lukke, ville et sted mellem syv og ni af dem alligevel fortsætte. Eventuelt under et nyt koncept.

Til mediet Wood Supply forklarede han, at kæden vil vende tilbage til sine rødder:

“Vi går tilbage til de gamle dyder, som betyder, at vi sælger møbler via lagersalg. Det var den måde, vi startede i tidernes morgen. Vi kører omkostningsniveauet helt i bund og forsøger at bygge kæden op igen,” lød det fra My Home-stifteren.

Forklaringen lød, at kæden havde dyre lejemål, som de ikke kunne komme ud af, samt medarbejdere i udvalgte butikker, der ønskede at fortsætte arbejdet.

Alligevel er ophørsudsalget fortsat gennem december og januar. Og det kan være i strid med markedsføringsloven, for når en butik ikke lukker, kan de i sagens natur ikke længere afholde et ophørsudsalg. Det siger Heidi Højmark Helveg fra 3H Advokatanpartsselskab og Marie Frank-Nielsen, seniorjurist ved Forbrugerrådet Tænk.

“Det er åbenlyst, at man ikke kan kalde det et ophørsudsalg, hvis man ikke ophører,” siger advokat Heidi Højmark Helveg, der tilføjer:

“Derfor vurderer jeg, at der er tale om vildledende markedsføring i denne sag og en overtrædelse af markedsføringsloven.”

“Man må i øvrigt kun benytte udtryk som ”ophørsudsalg”, hvis der er sikkerhed for, at forretningen lukker.”

Marie Frank-Nielsen siger, at hvis man kommer i en situation, hvor man får økonomisk råderum til at videreføre sin forretning, skal man stoppe ophørsudsalget med det samme.

“Selvfølgelig kan man komme i en situation, hvor man får en kapitalindsprøjtning eller andre grunde til, at man får mulighed for at videreføre virksomheden. Men i det øjeblik, det sker, skal man stoppe ophørsudsalget og ændre sin markedsføring, ellers handler man i ond tro,” siger Marie Frank-Nielsen.

Markedsføring har været i kontakt med Jan Hallas, der ikke har ønsket at svare klart på, hvorvidt de syv til otte butikker kommer til at fortsætte eller ej, hvorfor hans seneste offentlige udmelding må stå til troende.

Han skriver blandt andet, at der er undervejs i ophørsudsalget er arbejdet på at skabe en fremtid for “op til 8 af de 24 butikker”.

“Hvis en løsning kan komme på plads, vil det handle om en afhændelse af de op til 8 butikker til et nyt format og ejerskab, hvorfor det ikke vil ændre på, at møbelkæden My Home Møbler lukker ned,” skriver han videre.

Markedsføring har forsøgt at stille opklarende spørgsmål. Blandt andet hvad der sker, hvis en løsning ikke findes, om udtalelserne til Wood Supply har været ukorrekte og om My Home Møbler har indkøbt nyt sortiment i ophørsperiode.

Jan Hallas er ikke vendt tilbage.

Ingen kattelem

I interviewet med mediet Wood Supply nævner Jan Hallas også, at butikkerne potentielt føres videre under et nyt navn og koncept.

Men selv trods navneskifte, konceptændring eller at det kun er nogle af butikkerne, der føres videre, vil det være i strid med markedsføringsloven at fortsætte ophørsudsalget, vurderer Marie Frank-Nielsen fra Forbrugerrådet Tænk.

“Det kan måske give et større spillerum, men i sidste ende handler det om, at det ikke må skade forbrugerne eller konkurrerende virksomheden. Man må ikke bare sige. “vi lukker, måske, ellers skifter vi navn”.”

Ifølge Heidi Højmark Helveg er der ikke mange afgørelser konkret på ophørsudsalg, hvorfor det også er svært at vide, hvad en eventuel overtrædelse vil takseres til.

“Men grundlæggende er det nogle relativt høje bødestørrelser, og ifølge de nye bøderegler beregnes bøden på baggrund af virksomhedens årsomsætning,” siger hun.

Som tommelfingerregel, siger Heidi Højmark Helveg, må ophørsudsalg også kun vare tre måneder ifølge Forbrugerombudsmandens tolkning af markedsføringsloven.

“Det er en tommelfingerregel, og efter tre måneder må den erhvervsdrivende komme med dokumentation for, at forretningen rent faktisk lukker,” siger hun og tilføjer:

“Og den dokumentation er svær at komme med, når virksomheden ikke lukker.”

Det vides endnu ikke, hvordan sagen vil ende, men Forbrugerombudsmanden kan tage sagen op, hvis der indgives en klage.

Dårligt ry

Hos Forbrugerrådet Tænk fortæller Marie Frank-Nielsen, at man tit får klager angående vildledende markedsføring i møbelbranchen.

“En af de ting, vi ser, er at man laver elevatorpriser, hvor man pumper prisen op frem til et udsalg, så man kan markedsføre sig med en større rabat. Det må man heller ikke,” siger hun.

Marie Frank-Nielsen mener, at det generelt er på tide, at møbelbranchen tager ansvar for forbrugerne og arbejder med at være gennemsigtige.

“Ellers mister forbrugerne tilliden og tiltroen til den markedsføring, de bliver mødt af. Benytter møbelbutikkerne sig af de her ufine tricks, er de med til at undergrave tilliden til deres egen branche. Det er dårligt for branchens ry og skader konkurrence.”