En kvinde køber ind i det lokale supermarked, men da hun skal betale ved kassen, tager hun – til den unge kassebestyrers overraskelse – skjorten af.

Scenen stammer fra en ny kampagne fra den digitale markedsplads DBA og platformens tre nordiske ’søskende’, norske FINN, svenske Blocket og finske Tori, der lige som DBA er ejet af det tidligere Schibsted Marketplaces.

Virksomheden skiftede i maj navn til Vend, og det er i Vend-regi, at de fire nordiske brands nu går ud i en fælles kampagne på tværs af alle fire lande.

”Det her er første gang, vi samler kræfterne om en fælles nordisk kampagne,” udtaler Astrid Bruun, nordisk produktionsleder i Vend, i meddelelsen og tilføjer:

”Vi har meget tilfælles i Norden, men hvert marked har sine egne særtræk og udfordringer. At skabe én idé, der fungerer for både DBA, norske FINN, svenske Blocket og finske Tori har været både komplekst og utrolig lærerigt.”

Artiklen fortsætter under billedet.

En overrasket kassemedarbejder i ny kampagne fra DBA og platformens tre nordiske søstre. Foto: PR

Norsk bureau står bag

Kampagnen er skabt i samarbejde med det norske reklamebureau Morgenstern, som gennem mange år har arbejdet med Vends norske markedsplads FINN – et brand, som også har tradition for at benytte humor i sine kampagner.

Kreatørerne bag koncept og idé er Anders Muurman Holm, Sebastian Prestø og André Gidoin fra Morgenstern, med kollega Erlend Westnes som instruktør. 

Og fra det kreative team bag kampagnen lyder det i meddelelsen om idéen bag.

”Det er nemt at forvandle ting til penge på DBA, FINN, Blocket og Tori. Så nemt, at nogen måske begynder at se ting som kontanter? Men du skal altså veksle tingene til penge, før du handler – hvis nogen skulle være i tvivl om det.”

Vend har omkring 1.730 medarbejdere og er børsnoteret i Oslo.

Se de to nye kampagnefilm her.