Filmen ”#NameTheBias”, som det kreative bureau Worth Your While og produktionsselskabet New Land står bag, er shortlistet fem gange ved filmprisen Shots Awards.
Shortlisterne falder i fem forskellige kategorier: Casting, Charity/PSA, Cinematography above two minutes, Copywriting og Direction from 61-seconds to three-minutes inc.
Filmen er skabt for organisationen People Like Us med henblik på at kaste lys over diskrimination af etniske minoriteter på arbejdsmarkedet.
Og nomineringerne vækker naturligt nok glæde hos både bureau og produktionsselskab.
Hos New Land kalder Thor Brammer Jacobsen, managing director og partner, det ”en kæmpe-anerkendelse” at være nomineret og vinde ved Shots Awards.
”Shots er en institution i reklamefilmbranchen globalt, som talerør for håndværk og kreativitet. For instruktører og produktionsselskaber har det stor betydning at få sit arbejde featured der,” skriver han i en opfølgende mail til Markedsføring og tilføjer:
“Det er et vindue udadtil i forhold at få international opmærksomhed.”
Fejring på den interne chat
Naghmeh Pour, der har instrueret filmen, er enig:
”Shots Awards samler nogle af de mest ambitiøse og kreative arbejder, så bare at blive nævnt blandt dem og komme igennem nåleøjet er særligt. Det er et skulderklap fra nogle af de dygtigste i branchen på et internationalt niveau. Og det luner da bestemt,” skriver hun.
Også hos Worth Your While er der stolthed over de mange shortlister, lyder det fra creative director Tim Pashen.
“Shots er et arkiv over det allerbedste inden for filmproduktion hvert år, og formår stadig på en eller anden måde at sætte barren for håndværket. Så det er en stor ære at have ikke mindre end fem shortlister i år,” skriver han på mail til Markedsføring og uddyber:
“Det er især spændende for os hos Worth Your While at være på den meget korte shortliste for writing (kun fire film er med i den kategori, red.). Der var masser af fejring på vores interne chat, da nyheden landede.”
#NameTheBias har allerede tidligere samlet et hav af priser sammen. I flæng kan nævnes to Silver Screens til Naghmeh Pours arbejde ved Young Director’s Award, en bronzeløve i Cannes – og Månedens Kampagne i mediet Markedsføring i januar 2025.
Lige nu er filmen også i spil ved True Awards – med seks nomineringer.
Birdie-film shortlistet to gange
Ud over de fem shortlister til #NameTheBias er også tre andre danske produktioner med blandt de shortlistede film.
To shortlister har filmen ”Canary of Mine” fået. Filmen er fra danske Birdie, der står bag en gul luftkvalitetsmåler udformet som en kanariefugl.
Den er lige som ”#NameTheBias” sort-hvid, og den er shortlistet i kategorierne Direction above three-minutes inc og Production Design ved Shots Awards.
”Canary of Mine” er så ny, at den ikke har en lang liste af priser at fremvise. Endnu. Men ligesom ”#NameTheBias” er den også lige nu i spil til priser ved True Awards – også med seks nomineringer.
Markedsføring har tidligere fortalt om baggrunden for og optagelserne af filmen, der er instrueret af Martin Furze og produceret af Holy Ravioli.
Novo, Volvo og Burhan G-film er også med
Novo Nordisk er shortlistet i kategorien Editing From 61-seconds to three-minutes inc for filmen ”The Broken Heart”, skabt af Novo Nordisk Video & Live Production med Freddie Smith som editor.
Endelig er Plotworks og Stan Worldwide shortlistet i kategorien Use of Music – Original Composition for filmen ”Empowered” for Burhan G’s træningsplatform EMPWR.
”Empowered” er i øvrigt også shortlistet ved True Awards – i fire håndværkskategorier: DoP, editing, sound design og musik-komposition.
Og lidt uden for ren dansk kategori er Volvo-filmen ”Moments”, som Markedsføring tidligere har omtalt, er også shortlistet to gange.
Det er New Land og instruktør Marcus Ibanez, der står bag sammen med det svenske bureau Stendahls i Göteborg, og det er ingen ringere end Hoyte van Hoytema, filmfotografen fra Interstellar og Oppenheimer, der har skudt.
Du kan dykke ned i alle de shortlistede ved Shots Awards 2025 her.