Konkurrencesport har altid været en stor del af mit liv. Da jeg var 12 år, blev jeg Danmarksmester i badminton. Og senere, da jeg var junior, blev jeg europamester i double.  

Da jeg gik i gymnasiet, var det min drøm at blive enten sportsjournalist eller læge ligesom min far. Men da jeg fik min huen, valgte jeg i stedet CBS. Ærlig talt anede jeg ikke, hvad jeg ville, men tog HA Almen, fordi den åbnede op for mange muligheder. De fag jeg fandt mest spændende på studiet, var inden for afsætning og markedsføring. I mine fem år på studiet på Solbjerg Plads skrev jeg mange opgaver om positionering og brands. 

Det første job, jeg søgte som færdiguddannet, var som new bizz-sælger hos TV 2. Jeg var helt grøn, men blev alligevel inviteret til samtale.  

Efter samtalen blev jeg ringet op og fik at vide, at jeg ikke fik stillingen. Men chefen ville gemme mit CV. ”De siger de alle sammen,” tænkte jeg. En måned senere ringere han dog op igen og tilbød mig en stilling som account manager med egen firmabil. Det var ret vildt for mig. 

Fra starten havde jeg en portefølje på 50 brands og bureauer til en værdi af 100 millioner kroner. Mit første møde var hos Nestlé, hvor jeg som ny-dimitteret 24-årig skulle fortælle en garvet marketingchef, hvordan han skulle placere sit mediebudget. Det var angstprovokerende, men jeg gjorde det. 

Jeg har aldrig haft lyst til at gå ud og sælge et produkt, som jeg ikke var stolt af at have med i tasken. Det betyder meget for mig, at jeg tror så meget på produktet, at jeg ville købe det, hvis jeg sad på den anden side af bordet. 

Om Anne-Kathrine Pommergaard 

45 år.
Medstifter og CEO i Podads, der sidste år blev købt af Podimo.
Spillede som teenager badminton på elite-niveau og vandt DM som 12-årig.
Er uddannet Cand. Merc. Design, Communication & Management på CBS.
Startede sin karriere hos TV 2, inden hun kom til eventbureauet JCP Nordic og senere Dentsu.
Hendes yndlingspodcast er
Damerne Først (DR) og Podads egen podcast Hva’ Så’ med Christian Fuhlendorff, som er kreativ direktør i virksomheden.
I dag hun anser hun sit arbejde som sin primære hobby.
Gift med Morten Reimann Jensen. Sammen har da børnene Oscar og Olivia på henholdsvis fem og syv år 

At stige i graderne er noget, som jeg altid har haft en naturlig drivkraft mod. Jeg tror dels, det kommer fra min konkurrencebaggrund i sportsverdenen, men også fordi jeg er vokset op med, at man altid skulle bevise, at man kunne noget. Også overfor sig selv. 

En udfordring for mig var måske, at jobbet nogle gange var så fedt, at jeg godt kunne være sådan lidt; ”hvad fanden skal jeg bagefter?”. Efter min fjerde forfremmelse kunne jeg se, at der kun var én plads over mig i hierarkiet tilbage at kæmpe om. Dér kunne jeg mærke, at jeg havde brug for nye udfordringer. 

Mit livs anden stejle læringskurve oplevede jeg, da jeg blev ansat hos Dentsu som kundedirektør. På to år lærte jeg lige så meget, som jeg havde lært de foregående seks – især i forhold til strategi og indsigter. Her var det første gang, jeg sad med et rigtigt team under mig. 

Mine tidligere chefer har alle haft mere fokus på det faglige og performance end det personlige og ledelse. Det var også en af grundene til, at jeg blev selvstændig: Jeg ville væk fra corporate og i stedet bygge en arbejdsplads op, som jeg kan spejle mig i. Som leder er jeg også selv stærkere fagligt end til det personlige. Derfor har jeg gjort meget ud af at have en struktureret tilgang til den personlige ledelse, så det ikke drukner i alt det andet. 

Det første halve år i Podads gik jeg uden løn. Der var ikke en krone i selskabet, og det var først, da vi landede de første kampagner, jeg kunne udbetale noget til mig selv. Jeg håber, det kan inspirere andre, at man rent faktisk kan bygge en virksomhed uden startkapital. 

Jeg er måske ikke altid den bedste chef, men i min tid som iværksætter har jeg været gennem en markant personlig udvikling. Jeg har fået slået hul på mit skjold og er landet mere i mig selv. Jeg har ikke længere brug for en facade, der siger, at jeg kan alt, og at jeg er en, ’som man kan slå sig på’.  

En af de største udfordringer i Podads har været at få de rette ansatte i butikken. Vi havde ikke noget kendt brand, og jeg kunne jo ikke tilbyde folk en høj løn eller fancy perks. Jeg har fået skabt et godt hold ved at tilbyde fleksibilitet, og at vi laver ting sammen udover at arbejde. 

At podcast er en af de stærkeste mediekanaler, er jeg slet ikke i tvivl om. Men jeg oplever at mediebranchen er præget af, at udviklingen i medieforbruget rykker markant hurtigere end annoncekronerne, og der er en udpræget tendens til lige at ville se tingene an. Hvis man spørger forbrugerne, tror jeg ikke, der er mange, der vil sige at podcast er noget nyt, men sådan opfattes det fortsat hos mange i branchen.