I en tre episoders lang podcast kortlægger DR historien om, hvordan Novo Nordisks slankemedicin Wegovy gik fra forsøgsstadiet til en vigtig brik i at katapultere medicinalvirksomheden frem som Danmarks mest værdifulde virksomhed.
Gyldne dråber hedder podcasten, der fortæller om de mange millioner Novo Nordisk har brugt på annoncer, videoer, hjemmesider og et årelangt PR- og lobbyarbejde for at præge befolkningens syn på overvægt og gøre fedme til en kronisk sygdom.
Flere eksperter kritiserer overfor DR Novo Nordisk for, at have påvirket befolkningen med budskabet at svær overvægt er en sygdom og dermed medført øget efterspørgsel af Wegovy. Svær overvægt, et BMI på 30 eller over, anses af WHO som en sygdom, men det gør det ikke af Sundhedsstyrelsen.
“Vi har absolut ingen intentioner om at fremelske et bestemt kropsideal. Vores forskning og kommunikation om emnet handler på ingen måde om at tabe sig for at se ud på en bestemt måde. Det handler om at forhindre udviklingen af alvorlige følgesygdomme som konsekvens af svær overvægt,” skriver Novo Nordisks presseafdeling i et svar til DR.
I Novo Nordisks 2023-regnskab fremgår det, at virksomheden brugte 97,9 millioner danske kroner i markedsføringsinvesteringer — en stigning på 10 millioner fra året forinden. Pengene blev primært brugt på slankemedicinen Wegovy og Rybelsus.
Markedsføring har tidligere interviewet en række bureauer, der arbejder for medicinalindustrien for at høre, hvordan det er at markedsføre produkter, som medicinalvirksomhederne sjældent må anprise. Herunder Morten Frederiksen, European President i Grey Health, og Kim Schaumann Johansen, CEO i NoA Health.
Generelt er det svært for Markedsføring at få bekræftet, hvilke bureauer der arbejder for Novo Nordisk, da få taler højt om det. Tidligere har Markedsføring dog kunnet fortælle, at både Grey Health og Merkle er konsulenter for virksomheden.