I et interview med DR fortæller Winnie Bügel, ansvarlig for Compliance & Corporate Affairs i Chr. Hansen, at den danske milliardvirksomhed har trukket sin Pride-støtte efter “ret voldsomme verbale aggressioner mod vores medarbejdere i USA”.
Chr. Hansen har fået skarp kritik for at trække al Pride-støtte på grund af trusler og frygt for at miste markedsandele, som DR også kunne beskrive i går. Blandt andet har 400 medarbejdere underskrevet et brev til ledelsen, hvor man lufter skarp kritik.
Men ifølge Chr. Hansen har man truffet det valg, man mente, der var det bedste, siger Winnie Bügel, som blandt andet forklarer, at det er samarbejdspartnere til Chr. Hansen, der har truet medarbejdere.
“Som ansvarlig ledelse i en kommerciel virksomhed og over for vores medarbejdere har vi været nødt til at træffe et afbalanceret valg. Det er det, vi har gjort her,” siger hun.