Regeringen lægger på ny op til at slå ned på spilreklamer. Det viser regeringens katalog med lovforslag, som er blevet offentliggjort i forbindelse med Folketingets åbning, skriver Mediawatch. Regeringen planlægger at have lovforslaget klar i starten af 2025.

Af lovkataloget fremgår det, at regeringen bedre vil beskytte børn mod at blive udsat for spilreklamer. Samtidig vil man forsøge at afhjælpe problemer med spilafhængig ved at se på loven.

“Lovforslaget har til formål at gennemføre en række ændringer af reglerne for markedsføring af spil og beskyttelse af spillerne, herunder ved at begrænse omfanget af markedsføring og ved at regulere udformningen af reklamerne,” skriver regeringen i kataloget – uden at komme nærmere ind på, præcis hvordan og hvorledes man vil regulere spilreklamerne.

Ifølge Mediawatch er det uklart, præcis hvad regeringen vil foreslå i forhold til at begrænser spilreklamer. Tidligere har Jeppe Bruus (S) i sin tid som skatteminister foreslået et forbud mod spilreklamer på tv 15 minutter før og efter sportsbegivenheder. Nuværende skatteminister Rasmus Stoklund har ikke ønsket at kommentere.

Men fra skatteordfører i Socialdemokratiet, Anders Kronborg, lyder det, at man umiddelbart ikke forestiller sig et totalforbud mod spilreklamerne – men at forbud skal i spil.

“Jeg tror ikke, vi kommer det til livs uden at snakke forbud – om det er 15 minutter før og efter en kamp, eller det er andre håndtag, der skal skrues på, må vi tage i forhandlingslokalet. Jeg er ikke så bange for i en eller anden grad at snakke forbud, for jeg mener faktisk også, at vi er nødt til at anerkende, at reklamer både på trøjer, i tv, fra influencere og andre steder har en effekt. Ellers ville der jo ikke blive kastet så mange penge i det,” siger Anders Kronborg.