Inflation og stigende renter presser i stigende grad danskerne. 

En analyse fra kreditstyringsvirksomheden Intrum viser således, at hver fjerde har lånt penge til at kunne betale regningerne inden for de seneste seks måneder.

Det skriver Intrum i en pressemeddelelse, hvoraf det også fremgår, at højindkomst-gruppen overraskende er med til at trække gennemsnittet op.

Her har 30 procent lånt penge de seneste seks måneder for at kunne betale regninger, mens mellemindkomst-gruppen er nede på 23 procent.

Nogle vælger helt at undlade at betale deres regninger.

Ifølge undersøgelsen har 22 procent undladt at betale en regning inden for de seneste 12 måneder, og 21 procent siger, at det er mere sandsynligt end nogensinde før, at de vil misse en afbetaling på deres gæld.

Vil have discount

Chefanalytiker i Intrum Skandinavien, Morten Trasti, siger i meddelelsen, at kreditstyringsvirksomheden, trods lav arbejdsløshed, forventer at se flere konkurser i de kommende måneder.

Om Intrums undersøgelse

Intrums undersøgelse er foretaget i 24 europæiske lande

24.011 privatpersoner i Europa har deltaget i spørgeundersøgelsen. Heraf er 1000 fra Danmark.

Undersøgelsen blev gennemført i perioden august-september 2022.

Kilde: Intrum

 

”Og sker dette, vil det medføre, at flere ender med at miste deres job. I bekræftende fald vil det sandsynligvis betyde alvorlige økonomiske problemer for flere husholdninger, som pludselig vil miste 40-60 procent af deres indtægt.”

Han peger på, at ’man kan gøre meget for at forberede sig på dette’, og det har 54 procent af respondenterne i undersøgelsen også tænkt sig at gøre.

Adspurgt hvilke ændringer de har foretaget eller vil foretage, kommer shopping i discountkæder ind på førstepladsen med 70 procent. 

Næsten halvdelen (47 procent) angiver, at de vil afmelde abonnementer på apps og streamingtjenester, mens 45 procent planlægger at reducere social aktivitet såsom restaurantbesøg.

Den korte rapport med hovedresultater fra Danmark kan hentes her.