Stark har været officiel sponsor for DBU’s herrelandshold siden 2018 – nu udvides aftalen til også at omfatte kvindelandsholdet.

Det oplyser partnerne i en pressemeddelelse.

Aftalen afspejler ifølge Britta Korre Stenholt, CEO i Stark Danmark ”de samme værdier, som Stark arbejder for i byggebranchen, hvor diversitet og inklusion også er en målsætning”.

“Fodbold bringer mennesker sammen på tværs af forskelle og skaber fællesskaber, der rækker langt ud over banen. Derfor er vi stolte over at forlænge og udvide vores partnerskab med DBU. Vi tror på fællesskabets kraft, og vi glæder os til at skabe endnu flere oplevelser sammen med både Kvinde- og Herrelandsholdet,” udtaler hun i meddelelsen.

Hos DBU glæder adm. direktør, Erik Brøgger Rasmussen, også over den nye aftale.

”Det sender et stærkt signal om, at fodbold er for alle, og at vi sammen kan skabe en mere ligeværdig fremtid for sporten. Den udvidede støtte fra vores partnere betyder, at vi har kunnet udvide staben omkring kvinderne og generelt givet dem optimale rammer til at præstere,” lyder det fra ham i meddelelsen.

Opbakningen til Kvindelandsholdet bliver tydelig den 28. oktober, når Danmark møder Finland i Parken i en afgørende Nations League-kamp, og her vil Stark være med på lægterne for at heppe på de danske kvinder.

“Kvindelandsholdet fortjener fuld opbakning og den samme begejstring, som vi kender fra herrernes kampe. Vi glæder os til at være med til at skabe en fest og til at opleve en stor fodboldaften med stærke præstationer og fællesskab på tribunerne,” udtaler Britta Korre Stenholt.

Parterne afslører ikke økonomien i aftalen, men oplyser, at den nye aftale løber frem til 2029.

Ud over Stark er også Forenet Kredit, Carlsberg, Hummel, Salling Group og Oddset officielle DBU-sponsorer.