”19 grader er ikke helt skævt” er budskabet i ny kampagne for HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der opfordrer hovedstadens 665.000 fjernvarmekunder til at skrue ned for varmen, så temperaturen i hjemmet lander på 19 grader. 

“Inflation og energikrise – det er som om, verden ikke er helt i vater. Men hvis vi sammen rammer 19 grader i hjemmet, er det ikke helt skævt. Det sparer på energien, så vi er godt rustet, selv når det bliver koldt udenfor,” lyder det i en pressemeddelelse om kampagnen.

& Co./NoA står bag kampagnens tre film, hvor det gennemgående kreative greb er, at billedet tiltes 19 grader med forskellig positive konsekvenser.

”Den kreative idé bag reklameuniverset er at visualisere 19 grader, og hvordan en 19 graders vinkel kan være til gavn på en meget usædvanlig måde,” siger Lea Flodgaard, der Senior Art Director i &Co./NoA i meddelelsen.

& Co./ NoA har vundet opgaven, der var i udbud blandt en række bureauer, og det er bureauet selv, der har produceret filmene via &Co. Productions. 

Henrik Plougmann Olsen, administrerende direktør i HOFOR, håber at københavnerne tager godt imod den nye kampagne.

”Den skulle gerne inspirere til et skævt smil på læben og et energiforbrug, der hjælper os med at holde på varmen – sammen,” lyder det i meddelelsen. 

Kampagnens første film lanceredes digitalt 28. november, mens den fra i dag vil møde københavnerne på outdoor (på Børsen og i Torvehallerne) og i biograferne. 

Se to af filmene fra kampagnen her: