Tre guld, syv sølv og tre bronze. Det er – indtil videre – den danske høst ved Epica Awards 2022.
Priserne fordeler sig på otte forskellige cases, otte bureauer og et produktionsselskab.
Og det er velkendte, prisvindende danske cases, der nu også hædres af Epicas internationale fagjournalist-jury.
Dansk topscorer med to guld og en sølv er ’Københavnerbænken’, som TV 2 Creative står bag for TV 2 Danmark, og som for nylig tog fire Grand Prix ved den amerikanske prisfest, Clio Entertainment.
Lige efter følger den både New York Festivals og Cannes Lions Grand Prix-vindende case ’Backup Ukraine’ fra Virtue for Polycam & UNESCO Danmark med en guld og to gange sølv.
To sølv er det blevet til for IKEA Danmark-casen ’Cirkulär’, skabt af Accenture Song Danmark, Marketsquare og Dentsu X.
& Co / NoA napper en sølv og en bronze, mens Envision, Robert/Boisen & Like-minded og Holy Ravioli deler de sidste tre priser: En sølv og to bronze.
Ikke-netværksbureauer markerer sig
Epica Awards fik i år 3.099 indsendelser, oplyser arrangørerne bag awardshowet. Det er et mindre fald i forhold til sidste år.
Blandt andet fordi russiske bureauer ikke fik lov at sende ind i denne omgang, lyder vurderingen.
Til gengæld var der 396 indsendelser fra ukrainske bureauer, som i år kunne sende ind uden fee.
Flest indsendelser var der fra USA (400), tyske bureauer havde sendt 276 bidrag ind og Frankrig 158. Størst vækst i antal indsendelser sammenlignet med sidste år var der fra asiatiske bureauer, især fra Thailand, Kina og Indien.
De internationale bureaunetværk McCann, Publicis og Accenture er især godt repræsenteret, men flertallet af indsendelserne, 55 procent, kommer fra uafhængige bureauer, oplyser Epica Awards.
Stadig mulighed for Grand Prix
Torsdag den 8. december offentliggøres det også, hvem der kan løbe med Grand Prix ved Epica Awards 2022.
Sådan en landede der faktisk i Danmark sidste år, da & Co. / NoA vandt Grand Prix for “Hjelm har alle dage været en god idé” for Rådet for Sikker Trafik.
Det danske bureau blev desuden kåret som Årets Bureau ved awardshowet.
Men ellers skal vi mange år tilbage i tiden for at finde en dansk Grand Prix.
I 2012 vandt M2 Film Grand Prix for ”Bussen” for Midttrafik, der siden blev kopieret flere steder i verden.
Og året efter, i 2013, var det & Co., der kunne tage en Grand Prix med hjem for ”Made from Cool” for Jack & Jones, der havde skuespilleren Christopher Walken i hovedrollen.
Se de danske Epica-vindere her
GULD
The Copenhagen Bench
TV 2 Creative for TV 2 Danmark
Public Interest – Environment
The Copenhagen Bench
TV 2 Creative for TV 2 Danmark
Integrated Campaigns
Backup Ukraine
Virtue for Polycam & UNESCO DK
Metaverse
SØLV
The Copenhagen Bench
TV 2 Creative for TV 2 Danmark
Media
Backup Ukraine
Virtue for Polycam & UNESCO DK
Creative Technology
Backup Ukraine
Virtue for Polycam & UNESCO DK
Mobile Campaigns
Cirkulär
Accenture Song DK, Marketsquare og Dentsu X for IKEA DK
Retail Services
Cirkulär
Accenture Song DK, Marketsquare og Dentsu X for IKEA DK
Public Interest – Environment
Ballet of Creativity
& Co. / NoA
Self-Promotion
Always use Face Armor!
Envision for Sikkerhedsstyrelsen
Branded Content – Product & Brand Integration
BRONZE
Swedish Seedballs
Robert/Boisen & Like-minded for IKEA DK og WWF DK
Public Relations
Share it with a hater
& Co. / NoA for Lakrids by Bülow
Confectionery & Snacks
In the name of Honour
Holy Ravioli for RED Center
Public Interest – Social
Redaktionen: Markedsførings journalist Susanne Ingemann Terney er jurymedlem ved Epica. Hun har ikke haft adgang til at se hvilke danske bidrag, der var indsendt, og hun har heller ikke kunnet vurdere danske bidrag.